Presse

Yael Bartana. The Recorder Player of Sheikh Jarrah, 2010. Courtesy: Annet Gelink Gallery, Amsterdam

Udstilling | 25.okt.2011

Re:Constructed Landscapes. Ny udstilling i samarbejde med CPH:DOX

Tætte parløb mellem billedkunstnere og filmfolk munder nu ud i en ny udstilling, der retter fornyet fokus på et ellers gennemprøvet emne: landskabet. Udstillingen "Re:Constructed Landscapes" åbner under CPH:DOX og er tilrettelagt gennem et samarbejde mellem dokumentarfilmfestivalen og Statens Museum for Kunst, som sammen også har kommissioneret de nye værker, der får premiere på museet.

Re:Constructed Landscapes
2. november – 30. december 2011

Krydsfeltet mellem billedkunst og film har historisk set haft stor betydning for både den eksperimenterende billedkunst og art cinema genren. Nu er feltet for alvor blevet genopdaget af såvel filmmagere som billedkunstnere. Med udstillingen "Re:Constructed Landscapes" stiller Statens Museum for Kunst skarpt på det tvær-mediale felt i samarbejde med CPH:DOX.

Landskabet i ny optik
Udstillingen "Re:Constructed Landscapes" præsenterer tre helt nye film- og videoinstallationer skabt af yngre billedkunstnere i tæt parløb med filmfolk. Værkerne, som i øvrigt udgør meget forskellige fortællinger, tager alle afsæt i landskabet. Netop landskabet som motiv er genstand for fornyet interesse inden for samtidskunsten. Ikke i traditionel forstand som et alternativt rum i opposition til kulturen, men som et felt indlejret i kulturen. De nye værker i udstillingen genforhandler alle landskabets position og lader bl.a. kystlandskaber, den australske ørken og arktiske gletsjere blive zoner, hvor politiske, økonomiske og filosofiske diskurser udspiller sig.

I filminstallationen Littorina fremskriver den danske billedkunstner Henrik Plenge Jakobsen sammen med blandt andre den dansk-chilenske filmfotograf Manuel Alberto Claro et mytologisk potentiale i kystlandskaberne langs Østersøen. I seks korte 16 mm-film danner naturscenerier rammen om sære situationer og rituelle handlinger med historiske, geologiske og mystiske undertoner.

Israelske Yael Bartana og den danske antropolog og filminstruktør Camilla Nielsson viser to sort-hvide film fra to territoriale konfliktzoner. The Demonstrator er optaget i et område i den australske ørken, der oprindeligt tilhørte aboriginal-befolkningen, men hvor en amerikansk efterretningsbase siden 1960'erne har været aktiv. The Record Player of Sheikh Jarrah er filmet under The Solidarity Movement's ugentlige protest i Jerusalem mod tvangsfjernelsen af palæstinensiske familier fra den østlige del af byen. I begge værker konfronterer en ung kvinde en menneskelig grænse af uniformerede soldater, der bevogter de to landområder.

Den danske kunstner FOS (Thomas Poulsen) og filmfotograf Frederik Jacobi er i Into the Glacier rejst til Svalbard for at filme i øgruppens arktiske isørkener og for at rekonstruere de uberørte gletsjere som metafor for civilisations betydningsdannelser og strukturer. Både rejsen og filmen bliver en søgen efter urformer af begrebet viden, indefrosset i naturen. FOS er for tiden aktuel på Statens Museum for Kunst med udstillingen "One Language Traveller" i x-rummet.

"Re:Constructed Landscapes" er tilrettelagt af museumsinspektør på Statens Museum for Kunst, Marianne Torp og festivaldirektør for CPH:DOX, Tine Fischer.

Gratis entré til udstillingen.


For yderligere oplysninger:

Statens Museum for Kunst
Presseansvarlig
Jakob Fibiger Andreasen
E jakob.fibiger@smk.dk
T +45 3374 8474
M +45 2961 6949

CPH:DOX
Presseansvarlig
Marianne Lentz
E marianne_@_cphdox.dk
M +45 2615 4323

Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo