Presse

©

Pressemeddelelser | 5.mar.2014

SMK Fridays #5: Asger Jorn, action painting og triolektisk bordfodbold

Den 7. marts er der igen mulighed for at krydre fredagen med kultur, når SMK for femte gang slår dørene op for aftenåbent med art talks, musik, bar og gadekøkken. Denne gang vil aftenen stå i kunstrebellen Asger Jorns tegn, og i den anledning vil der være gratis adgang til den nye særudstilling ”Asger Jorn – Rastløs Rebel”, verdenspremiere på triolektisk bordfodbold og action painting a la Jorn. Aftenen vil også byde på campingvognskunst, kunstnermøder, DJ og dukketeater.

7. marts kl. 16-22. Gratis entré.

”Go to hell with your money bastard” – kunstrebellen Jorn
SMKs store udstilling ”Asger Jorn – Rastløs Rebel” vender billedet af Asger Jorn på hovedet og viser den radikalitet og politiske og sociale aktivisme, der gennemsyrer hele Jorns livsværk. Jorn afviste en Guggenheim kunstpris med ordene ”go to hell with your money bastard”, var alt andet end artig. På SMK Fridays den 7. marts er udstillingen åben fra kl. 16-20 og entréen gratis. Med de fire korte crash-kurser ’Få styr på Asger på 15 minutter’ kan man blive klædt på til mødet med Jorn med stof til eftertanke, og i biografen vises dokumentaren Asger Jorn: I begyndelsen var billedet.

Triolektisk bordfodbold med danske verdensmestre
I 1962 opfandt Asger Jorn som et tankeeksperiment et fodboldspil med tre hold i stedet for to som et billede på en mere kompleks verden, hvor alt ikke er delt op i for og imod, venner og fjender, øst og vest. Han kaldte det triolektisk fodbold. Om sin opfindelse sagde Jorn: "Det bliver nødvendigt at vende reglerne om så sejren bliver negativ, så det er det hold, der har forsvaret sig bedst, der er sejrherren. … tosidede modstandere er altid aggressive eller krigeriske, mens det tresidede er defensivt.”

På SMK Fridays kan de nysgerrige teste den tese i praksis og prøve kræfter med triolektisk fodbold på et specialfremstillet triolektisk fodboldbord. For de modige vil der være mulighed for at tage kampen op mod de dobbelte bordfodbold-verdensmestre Amalie Wolf og Nathalie Saltz, der tager imod udfordringer på det sekskantede bord.

Action painting a la Jorn
Asger Jorn købte gamle malerier på loppemarkederne i Paris og ’modificerede’ eller ’opdaterede’ dem ved at male farvestrålende videre på dem. På SMKs værksted vil der være mulighed for at gøre Jorn kunst efter, når der bydes op til overmalinger og action painting Jorn-style.

Dukketeater, artist talk og campingvogn
To nye kunstværker er rykket ind i SMK's Skulpturgade, og de er begge på programmet d. 7. marts. Vi inviterer til artist talk med kunstneren Simon Starling, hvis 1:1 kopi af marionetteaterpavillonen fra Kongens Have for nyligt er flyttet ind på SMK, og efterfølgende opføres dukketeaterstykket The Expedition. Hovedfiguren i dukketeaterstykket er en dukkeudgave af Starling selv, og hele handlingen kan ses som en slags mini-retrospektiv rejse gennem Starlings kunstneriske produktion. I den anden ende af Skulpturgaden, i kunstnerne FOS og Kenneth A. Balfelts værk Fuck the Danish aktiverings police – USSR, inviterer kunstformidler og campingvognsentusiast Annette Skov inden for i kunstværket til uformelle snakke om kunst og campingvogne.

Kunstner-DJ, bar og Street Food
Aftenens kunstner DJ er den danske billedkunstner Simon Damkjær, der overtager Skulpturgaden og sender et nik i Asger Jorns retning. SMK Fridays byder som altid på fredagsbar, ølvogne og Street Food i verdensklasse fra chef Bernard Chesneau og hans rullende køkken.

Kommende SMK Fridays – sæt kryds ved…
4. april
9. maj
Begge dage kl. 16-22. Gratis entré.

SMK Fridays er støttet af Bikubenfonden
Bikubenfonden har over de næste tre år bevilget 4,4 mio. kr. til et nyt program for formidlingsaktiviteter på SMK. Læs mere.


For yderligere oplysninger:

Presseassistent
Iben Gøtzsche Thiele
M +45 2552 7208
E iben.thiele@smk.dk

Oplevelsesproducent
Magnus Kaslov
M +45 2552 7205
E magnus.kaslov@smk.dk

Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo