Presse

Museo aero solar. Foto: Janis Elko / Museo aero solar

ULK | 11.maj.2011

Stor ballonkunst. SMK på Roskilde Festival

En luftballon skabt af brugte plastikposer sættes til vejrs på dette års Roskilde Festival. Statens Museum for Kunst har inviteret Museo aero solar med på festival og varmer op til festen allerede i maj med en gør-det-sammen workshop.

Statens Museum præsenterer på årets Roskilde Festival Museo aero solar, et flyvende museum i form af en gigantisk solopvarmet ballon skabt udelukkende af genanvendte plastikposer.  Projektet er et såkaldt gør-det-sammen projekt som undersøger nye måder at tænke energi og rum. I tre simple manøvrer klippes, klistres og dekoreres indsamlede plastikposer til en kæmpe ballon, som kan svæve udelukkende med hjælp fra solens varme.

Workshop på Statens Museum for Kunst
Bygningen af den store ballon kick-startes på Statens Museum for Kunst allerede den 21. -22. maj, med en workshop med deltagelse af den internationale gruppe omkring Museo aero solar og museets gæster.

Projektet er opstået på initiativ af den argentinske kunstner Tomas Saraceno, som tidligere har udstillet i museets skulpturgade med gigant installationen Biospheres (2009 - 2010). I krydsfeltet mellem kunst, videnskab og arkitektur præsenterer Saraceno visioner for løsningen på menneskehedens sociale og miljømæssige problemer ved hjælp af alternative bæredygtige boformer i luftrummet over os.  

Wrap it up med unges laboratorier for kunst – u.l.k.
I et mere jordnært terræn arbejder museets frivillige kunstpiloter fra u.l.k. også med plastik. I det selvstændige projekt WrapLab omdanner de Art City campingområdet til et laboratorium af transparente plastik-wrap vægge, lærreder og møbler med plads til fri udfoldelse og kreativitet.
Der vil desuden være daglige workshops i warm-up dagene med festivalens gæster, deltagende kunstnere og forskere udfordrer og tester plastikkens egenskaber.

Et globalt rejsende projekt
Siden begyndelsen i 2007 har Muse aero solar udviklet sig til et græsrodsbaseret projekt med deltagere fra hele verden. Nye sektioner tilføjes for hver gang den rejser til en ny destination og den vokser således i størrelse. Museo aero solar er tidligere blevet bygget i bl.a. de Forenede Arabiske Emirater, Italien, Frankrig, Colombia, Albanien, Israel og USA og nu på Roskilde.

Gør-det-sammen
Under festivalens warm-up dage 26. – 29. juni bygger festivaldeltagerne ballonen i Museo aero solar hangaren i Art City. Opsendelse af ballonen sker under festivalen hver morgen ved solopgang fra den 30. juni – 3. juli. I den sidste time inden solopgang bredes ballonen ud på jorden og fyldes med luft fra store ventilatorer. Når solen står op opvarmes luften i ballonen og den stiger til vejrs.

Museo aero solar og kunstpiloternes WrapLab præsenteres af Statens Museum for Kunst i samarbejde med Roskilde Festival.

Museo aero solar workshop på Statens Museum for Kunst
Den 21. maj kl. 13 – 16 + 22. maj kl. 10 - 16. Arrangementet er gratis.
Sted: Scenen. Tag gerne brugte plastikposer med.

Museo aero solar og WrapLab på Roskilde Festival
Under warm-up den 26. – 29. juni i Art City.
Under festivalen opsendes ballonen fra festivalområdet i timerne omkring solopgang den 30. juni og 1. og 2. og 3. juli. 

Læs mere om Statens Museum for Kunst på Roskilde Festival på
www.smk.dk og Facebook

Læs mere om Museo aero solar


For yderligere oplysninger og pressefotos:

Statens Museum for Kunst
Jakob Fibiger Andreasen
Presseansvarlig SMK
E jakob.fibiger_@_smk.dk
T +45 3374 8474
M +45 2961 6949

Marianne G. Bargeman
Enhedsleder SMK, mag.art
E marianne.bargeman_@_smk.dk
T +45 3374 8541

Roskilde Festival
Signe Brink Pedersen
Underholdningsansvarlig Roskilde Festival
E signe.pedersen_@_roskilde-festival.dk
+45 46 36 66 13

  • Af: presse
  • 11.maj.2011
Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo