Presse

©

Pressemøder | Udstilling | 31.jan.2012

Tag Hammershøi med i lommen

Når Statens Museum for Kunst åbner forårets store udstilling "Hammershøi og Europa", lancerer museet samtidig en ny app til smartphones (Android og iPhones). Det nye formidlingstiltag kobler Hammershøis kunst med fortid og nutid og kan benyttes gratis både før, under og efter et besøg i udstillingen.

Hammershøi på app – en guide med film og lyd
Man kan i bogstaveligste forstand gå i Hammershøis fodspor, når Statens Museum for Kunst folder den store danske kunstner ud i en ny applikation til smartphones og iPods. Den nye app benytter en avanceret form for augmented reality (billedgenkendelse), der tilføjer et ekstra digitalt lag oven på virkeligheden. Støder man på én af de mange plakater eller postkort i byrummet, skal man blot holde sin smartphone op foran, og et af Hammershøis ellers så stille motiver vækkes i live gennem film og lyd. Derefter træder man ind i kunstnerens univers. Et anderledes supplement til udstillingen "Hammershøi og Europa", som åbner 4. februar.

PRESSEMØDE
På udstillingen: TIRSDAG D: 31. januar fra kl. 11.
OBS: Pressemødet er forbeholdt pressen.
TILMELDING: E jakob.fibiger_@_smk.dk
PRESSEFOTOS: kan downloades her

Bag om Hammershøi
App'en rummer et billedgalleri med nogle af Hammershøis kendteste værker. Billederne leder til film, optaget for nyligt på de steder, Hammershøi malede. Som sådan ser man motiverne, næsten som kunstneren så dem, blot i vores egen samtidige optik. Her er bl.a. hans typiske mennesketomme skildringer af det københavnske byrum, men også et nutidigt smugkig i de private interiører, som er så kendetegnende for Hammershøi. Samtidig kobles filmene til uddrag fra kunstnerens mange breve, hvor han beskriver sin kunst og sine tanker om stederne. Derudover indeholder app'en en portrætfilm om Hammershøi, hvor man også kan komme bag om udstillingen. Samlet set et helt anderledes indblik i Hammershøis univers og kunstneriske processer.
Læs mere om app'en

Hvor / Hvordan?
Rundt i København finder man fra mandag d. 30. januar plakater og postkort, der gennem app'en kan vækkes i live på en overraskende måde.

Samtidig bliver den nye app tilgængelig i AppStore og Android Market, hvor den kan downloades gratis. Søg på: SMK Hammershøi. Har man ikke en smartphone, kan man låne en iPod i museets billetsalg. Der er gratis wifi på museet.

Applikationen er udviklet i samarbejde med Redia.

Udstillingen er støttet af Bikubenfonden, C.L. Davids Fond og Samling og Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond.

For yderligere oplysninger:

Presseansvarlig
Jakob Fibiger Andreasen
E jakob.fibiger_@_smk.dk
T +45 3374 8474
M +45 2961 6949

Malene Rørdam
Webprojektleder
E malene.roerdam_@_smk.dk
T + 45 3374 8405
M + 45 2121 2272

Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo