Presse

©

Pressemøder | Udstilling | 12.sep.2011

Toulouse-Lautrec på app

Når Statens Museum for Kunst på lørdag åbner efterårets store udstilling om Henri de Toulouse-Lautrec, lancerer museet samtidig et nyt formidlingstiltag i form af en gennemført applikation til smartphones og iPods.

Kunsthistoriske vinkler, film, zoomfunktioner, baggrundsviden og citater og musik fra tiden: Toulouse-Lautrec sættes i en ny sammenhæng, når Statens Museum for Kunst folder den kontroversielle kunstner og hans tid ud på en ny applikation til smartphones og iPods. Den nye app, som lanceres med åbningen af udstillingen "Toulouse-Lautrec. Den Menneskelige Komedie", er et supplement til den øvrige udstillingsformidling, og den kan benyttes gratis både før, under og efter et besøg i udstillingen.

PRESSEMØDE
På udstillingen: TIRSDAG D. 13. september fra kl. 11. Mødested: Museets biograf.
OBS: Pressemødet er forbeholdt pressen.
TILMELDING på: E jakob.fibiger_@_smk.dk
PRESSEFOTOS kan downloades her.

Turguide med bonusmateriale
App'en byder på en mosaik af forskellige stemmer med vinkler på Toulouse-Lautrec og toner fra hans tid. Med 12 lydspor og en kortfunktion følger den udstillingens forløb, hvor der stilles skarpt på udvalgte værker og temaer med nærlæsninger, kommentarer, tidens litteratur, baggrundsviden samt sange af nogle af de berømte aktører, som Lautrec skildrede i den parisiske forlystelsesverden. Museet har desuden produceret en film om Lautrec, som kan ses på den nye app samt på museets digitale platform Kunsthistorier – online.

Derudover rummer app'en et billedgalleri, hvor man kan gå på yderligere opdagelse i 30 af udstillingens værker og zoome helt tæt på Lautrecs streger. Stemningsmusik fra perioden leveres af Lautrecs ven, komponisten og pianisten Erik Satie.

Fra lørdag d. 17. september er den nye app tilgængelig på AppStore og Android Market, hvor den kan downloades gratis. Har man ikke en smartphone, kan man låne en iPod i museets billetsalg. Der er gratis wifi på museet.

Den nye app supplerer den øvrige analoge formidling til udstillingen. Statens Museum for Kunst har samtidig produceret et omfattende katalog og en udstillingsguide. Sidstnævnte er gratis ved køb af billet til udstillingen.

Applikationen er støttet af Humac og udviklet i samarbejde med Umloud Untd.

Udstillingen er støttet af Oak Foundation Denmark.


For yderligere oplysninger:

Presseansvarlig
Jakob Fibiger Andreasen
E jakob.fibiger_@_smk.dk
T +45 3374 8474
M +45 2961 6949

Kunstformidler
Mette Houlberg
E mette.houlberg_@_smk.dk
t +45 3374 8414

Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo