Presse

©

Scenen | Aktiviteter | 1.maj.2012

Trentemøller spiller til udstillingsåbning på Statens Museum for Kunst

Onsdag 9. maj kl. 17-19 åbner den markante britiske kunstner Emily Wardills udstilling i x-rummet på Statens Museum for Kunst. I den forbindelse spiller Trentemøller i Skulpturgaden på museet, hvor man udover Wardills udstilling kan nyde lækre toner og kolde fadøl.

x-rummet: Emily Wardill
Statens Museum for Kunst
11. maj - 16. september 2012

Filmisk kunstværk i x-rummet
Udstillingen er den første præsentation af Emily Wardills værker i Danmark. Med lige dele traditionsbevidsthed og eksperiment har Wardill etableret sig som en af tidens store, fornyende kræfter indenfor videokunsten. Hendes værker peger på alternative og ofte overraskende potentialer for film- og videomediet, og den nye udstilling, som er skabt særligt til x-rummet, er en refleksion over, hvordan hjernen og kroppen er forbundet.
Ifølge Emily Wardill opererer det nye filmværk til x-rummet i et grænseland mellem en thriller og et digt. Under et på overfladen ret så farverigt plot om bl.a. internet-dating, bedrag og mulig spionage undersøger Wardills værk, hvordan bevidsthed, sanselighed og det fysiske opererer i et slags feedback-forhold. Med udgangspunkt i relationerne mellem neurologen Eitienne, hans studerende og patienter samt ikke mindst den mystiske kvinde Slalem udforsker filmen mulige forbindelser mellem kropslige og følelsesmæssige dysfunktioner.
Læs pressemeddelelsen.

Trentemøller
For at fejre Emily Wardills nye kunstværk på museet indtager musikeren Trentemøller museets scene og spiller et dj-set. Tonerne indrammer kunsten på et niveau, hvor de kunstneriske genrer mødes og højner hinanden. Trentemøller spiller blandt andet sin musikalske fortolkning af værket Skt. Michael med dragen, som han skabte i forbindelse med konceptet Music Made by Art i november 2011.

Tid og sted
Onsdag 9. maj kl. 17-19 på Statens Museum for Kunst. Gratis adgang.

Udstillingen i x-rummet er støttet af Nykredit.
Drikkevarer er sponsoreret af Carlsberg.

For yderligere informationer:

Mette Amalie Damkjær
Kommunikationsmedarbejder
E mette.damkjaer_@_smk.dk
T +45 3374 8423

  • Af:
  • 1.maj.2012
Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo