Presse
Foto af Zetland live

Foto: Jakob Moll

Pressemeddelelser | 27.aug.2012

Zetland Live-magasin på Statens Museum for Kunst

Oplev kulturminister Uffe Elbæk, Gertrud Højlund, Niels Barfod med flere på slap line, når Zetland Live indtager Statens Museum for Kunst. Zetland Live, der er en blanding af et sceneshow og et papirmagasin, opfører i anledningen af kulturfestivalen Golden Days en særudgave om kunstens møde med resten af samfundet.

Tid og sted: Fredag den 14. september kl. 20.00 på Statens Museum for Kunst
Pris: 75 kr. Billetter kan købes på zetland.dk
Billetter sættes til salg den 28. august kl. 10.00
Medlemsbilletter sættes til salg i dag klokken 10.00. Et halvårligt medlemskab koster 149 kr. og kan tegnes via zetland.dk

Det digitale magasin Zetland besøger fredag den 14. september Statens Museum for Kunst med et af deres særlige live-magasiner. Zetland Live er et journalistisk sceneshow, der forener journalistiske historier med musik, debat, billeder og lyd og forvandler dem til farverige sceneshows. I forbindelse med kulturfestivalen Golden Days, der i år har fokus på 1950’erne, genopliver Zetland 50'ernes store kulturdiskussioner. De sætter fokus på forholdet mellem kunst og samfund i en tid, der var præget af knaphed og kold krig, men også nye tider, et gryende ungdomsoprør og store visioner om velfærd.

Uffe Elbæk deltager
Kulturminister Uffe Elbæk, radiovært Gertrud Højlund, forfatter Niels Barfod, musiker Kristian Leth og litteraturanmelder Lars Bukdahl deltager blandt mange andre i Zetland Live. Sammen tager de publikum med tilbage til 1950’ernes kunst- og litteraturdiskussioner: Hvad er der blevet af de danske kunstmanifester, siden Ole Wivel skrev, at Danmark befinder sig i et "sjælens frostklima, hvor kun de eksistentielle problemer har gyldighed"? Har filmdokumentaren og fotojournalistikken i dag overtaget kunstens skarpe samfundsblik? Er det i virkeligheden popmusikken, der har stillet kunsthistoriens mest relevante spørgsmål? Det er nogle af de spørgsmål, Zetland Live diskuterer, mens deltagerne kommer med deres bud på, hvor kunst og samfund støder sammen i dag. Efter livemagasinet er der flyversjusser i baren, vinyl på pladespilleren og tid til snak med aftenens deltagere.

De deltager
Christian Als, fotograf
Niels Barfoed, forfatter
David Birch, journalist
Lars Bukdahl, litteraturanmelder
Uffe Elbæk, kulturminister
Katrine Hornstrup Yde, filmkritiker Information
Gertrud Højlund, journalist Radio24syv
Kristian Leth, musiker
Toke Lykkeberg, gallerist
Christine Rasch, pianist
Christian Sønderby Jepsen, filminstruktør
Mads Mathias, musiker
Christian Lund, festivalleder, Louisiana Literature
Bjarne Lenau Henriksen, fængselspræst
Per Vers, rapper

Artiklerne opføres og opleves
Zetland er en medievirksomhed, der producerer lange journalistiske artikler som såkaldte singler. Singlen er længere end en avis- eller magasinartikel men kortere end en bog og kan læses og høres digitalt. Når Zetland optræder live, er det som et livemagasin, der benytter avisens eller magasinets velkendte genrer som interviews, portrætter, læserbreve og billeder men lader disse genrer udfolde sig på en scene med billeder og lyd foran et publikum.
Læs mere om Zetland.

Asfaltballer og drive-in biograf
Foruden Zetland Live-magasin kan du på Statens Museum for Kunst, i perioden 7. -23. september, opleve ekspertforedrag, kunstfilm og særomvisninger alt sammen med fokus på, hvordan 1950'ernes politiske og sociale situation afspejler sig i kunsten.

Golden Days præsenterer hvert år en festival i København og hovedstadsområdet med fokus på en kulturhistorisk periode. Formålet er hver gang at spejle og aktualisere historien i nutidens optik.
I år handler festivalen om 1950’erne – en periode, hvor tempoet gik fra nul til hundrede på kun et årti. Det var tomrum, arbejdsløshed, bolignød og varemangel. Men tomrummet gav plads til at tænke nyt – kan vi lære noget af det i dag? Med 400 arrangementer breder festivalen sig ud over hele København. Der vil være debatter, asfaltballer, drive-in biografer, koncerter, desperate husmødre, farlig ungdom og børnearrangementer.
Se hele Golden Days programmet.

For yderligere oplysninger:

Statens Museum for Kunst
Presseassistent
Else Svensgaard
E else.svensgaard_@_smk.dk
T +45 3374 8423
M +45 2539 6474

Golden Days
Presseansvarlig
Boline Skovly
E boline_@_goldendays.dk
T+45 3525 3365
M +45 2925 8959

  • Af:
  • 27.aug.2012
Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo