Presse

©

| 5.nov.2008

CPH:DOX rykker ind på Statens Museum for Kunst

Et nyt samarbejde mellem CPH:DOX og Statens Museum for Kunst byder på en række unikke arrangementer på Statens Museum for Kunst i de to uger dokumentarfilmfestivalen løber af stablen. Læs mere om filmvisninger, artist talks med bl.a. kunstnerduoen Elmgreen & Dragset og den franske kunstner Michel Auder samt enestående live-performances med filmlegenden Kenneth Anger og islandske Jóhann Jóhannson.

Samarbejdet mellem CPH:DOX og Statens Museum for Kunst udspringer af et fælles ønske om at skabe mere fokus på de berøringsflader, der er mellem film- og billedkunst. Det sker bl.a. ved filmvisninger, koncerter, artist talks og foredrag på Statens Museum for Kunst mellem den 7. – 21.november. En række af de medvirkende kunstnere er repræsenteret på den aktuelle udstilling ”Reality Check” på Statens Museum for Kunst.

PROGRAM

Lørdag 8. november

Dobbeltfilm i biografen. Symbiopsychotaxiplasm.

Take One (Film 1 af 2)
William Greaves’ undergrundsklassiker Symbopsychotaxiplasm: Take One udspiller sig over en varm sommerdag i 1968 i Central Park. Filmen blander dokumentar og fiktion i lag på lag af koket ironi og reelt eksperiment. En flok unge skuespillere øver sig på et stykke, mens Greaves og hans hold spadserer ind og ud af billedet og diskuterer, hvad det egentlig er, der foregår. Et dokumentarisk kulthit.

Las Hurdes (Film 2 af 2)
Luis Buñuels dokumentarfilm om livet i den fattige, spanske provins Las Hurdes er en parodi på den antropologiske dokumentarfilm, som den så ud i 1930’erne. ”Her ses endnu en idiot”, hedder det om en fattig bonde i den upåvirkede voice-over, og sådan forsætter Buñuels ironiske kommentarer filmen igennem.Gratis. Kl 15

Live-performance

Kenneth Anger + Technicolor Skull – live
En unik koncertperformance med den amerikanske eksperimentalfilmlegende Kenneth Anger. Under titlen Kenneth Anger's Technicolor Skull opfører Anger en kunstmusikalsk performance på Statens Museum for Kunst: Et overvældende og nærmest magisk koncertritual i musik, lys og levende billeder, med Anger selv på elektronisk theremin og Brian Butler på guitar, diverse elektroniske instrumenter og laptop. Undervejs vil Anger vise et udvalg af sine film, der gennem årene har opnået klassikerstatus, ligesom hans seneste film Ich Will! vises for blot anden gang. Derudover krydres aftenen med en række artist talks, hvor forskellige personligheder indenfor film- og kunstverdenen går i dialog med Anger, ligesom publikum efterfølgende får mulighed for at stille spørgsmål til Anger og få signeret plader, bøger og film.
Arrangementet er blevet til i fuldt samarbejde med artFREQ.
Billetter koster 295 kr. og kan købes www.cphdox.dk. Kl. 20-24

 

Søndag 9. november

Film i biografen

Intimately Real II: George Kuchar
George Kuchar er den legesyge lillebror i filmverdenen, som i de senere år har taget det digitale kamera til sig. Med kameraet ved hånden har Kuchar skabt en række digitale dagbogsfilm, der har slået en helt ny stil an. I dag viser vi flere af Kuchars film udvalgt af Michel Auder.
Gratis. Kl. 15


Artist talk på Scenen
Artist Talks/Meet the Artist: Gitte Villesen & Pia Rönnicke in conversation
Hvordan er videokunsten dokumentarisk? Og hvordan kan man repræsentere 'den anden' i kunsten? Gitte Villesen og Pia Rönnicke diskuterer, hvordan kunsten repræsenterer andre med udgangspunkt i film af de to kunstnere.  
Gratis. Kl. 15-16.30

Onsdag 12. november

Film i biografen

The Other as real: Gitte Villesen presents

Gitte Villesen præsenterer i denne kavalkade fire film, der alle forsøger at repræsentere 'den anden'. Filmene spænder vidt fra hvid magi hen over anoreksi til den zionistiske drøm, men fælles for dem alle er forsøget på at portrættere andre mennesker gennem filmen og kunsten.
Gratis. Kl. 15

Film på Scenen

Dream Machine - Flicker
Vi undersøger grænselandet mellem drøm og virkelig, når vi viser Nik Sheehans hypnotiske film Flicker om kunstneren Bryon Gysins dreammachine og kultfænomenet flicker. Efter filmen foretager vi et live eksperiment med publikums hjerner og får selv syn for sagen. Vi gør opmærksom på, at det pulserende lys kan være farligt for personer med epilepsi.
Billetter bestilles på www.cphdox.dk og koster 85 kr.
Kl. 20-23.30

Torsdag 13. november

Film i biografen

Intimately Real 1: Michel Auder
I Statens Museum for Kunsts biograf vises to film af Michel Auder, The Vanuata Chronicles og My last bag of heroine. I mødet mellem fiktion og virkelighed opstår to film, som bevæger sig helt tæt på Auders univers. Vi oplever hans forsøg på at komme væk fra det kuldsejlede ægteskab med fotokunstneren Cindy Sherman og hans beslutning om at droppe stofferne under en massiv heroinrus.
Gratis. Kl. 12

Fredag 14. november

Artist talk på Scenen

Michel Auder om den intime dagbogsfilm
Michel Auder er det tætteste, man kommer på en dokumentarisk superstar. I mere end 40 år har han skabt noget, man i mangel af bedre kunne kalde Auderian-video-reportage. Auders film viser fragmenter fra et liv centralt placeret blandt stjerner på New Yorks kunst- og filmscene. I dag byder vi på en master class, hvor Michel Auder selv vil fortælle om, hvordan den dagbogs-dokumentariske metode kan bruges som en bevidst udfordring af grænserne mellem fiktion og virkelig.
Gratis. Kl. 13

Artist talk på Scenen

Drama Queens Live - mød Michael Elmgreen og Ingar Dragset
Vi starter med en visning af Drama Queens, en skulptur-live-performance, hvor syv af den moderne kunsthistories ikoniske værker fanges i en dimension uden for museets vante rammer. Hvordan vil de syv skulpturer klare sig i deres nye omgivelser? Små psykodramaer begynder at udfolde sig mellem skulpturerne, der viser sig at være forfængelige og nærtagende. Efter filmen vil der være mulighed for at gå i dialog med de to kunstnere bag filmen, Michael Elmgreen og Ingar Dragset. Billetter kan ikke bestilles på forhånd.
Gratis. Kl. 16

Koncert

Jóhann Jóhannson + Ben Frost
Oplev en enestående koncert med den islandske komponist Jóhann Jóhannsson. Koncerten tilføres en premierefilm skabt af visuel kunstner Magnús Helgason. Med Statens Museum for Kunst som eksklusiv ramme optræder Jóhann Jóhannsson på piano og elektronik, akkompagneret af Islands førende strygekvartet samt Mathias M.D. Hemstock på elektronik og percussion. Jóhannsson, der tidligere har samarbejdet med navne som Marc Almond og Barry Adamson, har altid haft en stærk filmisk dimension i sit værk, og koncerten suppleres af intet mindre end en premiere på et visuelt show skabt live on location af kunstneren Magnús Helgason. Kl. 21-23.30

Aftenens anden kunstner, Ben Frost, spænder fra den allerfineste knitren til en monumental væg af støjende symfonisk skønhed af en nærmest Wagneresk orkestral dimension. Björk har allerede benyttet Frost som både re-mixer og programmør. Dette er den første performance af Ben Frost i Danmark nogensinde. Og det selvom han har optrådt på de mest prestigefyldte scener og festivaler for elektronisk musik verden over.
Arrangementet er blevet til i fuldt samarbejde med artFREQ.
Billetter købes på www.cphdox.dk.

Lørdag 15. november

Seminar

The Way We Live Now
I et samarbejde mellem Lettre Internationale, CPH:DOX, Det Kongelige Kunstakademis Billedkunstskoler og Statens Museum for Kunst afholdes et to dages seminar om nutidens brudflader. Hvordan lever vi i dag? Hvilke konflikter og radikale begivenheder præger den måde, vi indretter os på og den måde, vi betragter vores liv på? Programmet findes på www.cphdox.dk. Arrangementet foregår på engelsk og fortsætter søndag 16. november
Gratis. Kl. 11-16

Film i biografen

Fictionally Real I: Apichatpong Weerasethakul
Den thailandske instruktør Apichatpong Weerasethakul har siden sin spillefilmsdebut konstant udforsket filmsproget på konsekvent og nytænkende vis. Vi viser en række af hans kortfilm, der ikke tidligere har været vist i Danmark. Alle fem kortfilm handler om temaerne: filmens forhold til virkeligheden, fiktionens indlejring i det dokumentariske, Vestens forhold til og forståelse af thailandsk kultur og ikke mindst kompleksiteten i hukommelse og erindringsprocesser.
Gratis. Kl. 15

Søndag 16. november

Seminar

The Way We Live Now
Gratis. Kl. 11-16

Film i biografen

Fictionally Real II: Reconstructing Reality
Fire forskellige film, der alle arbejder med rekonstruktionen som mål og middel, vises I dag i biografen. De fire film er instrueret af Miklós Erhardt, Omer Fast, Elodie Pong og Keren Cytter.
Gratis. Kl. 15

For yderligere oplysninger og pressefotos:

Statens Museum for Kunst
Pressekoordinator
Jakob Fibiger Andreasen
T 2961 6949
E jakob.fibiger@smk.dk

CPH:DOX
Pressekoordinator
Kristoffer Horn
T 2277 3535
E kristoffer.ho@cphdox.dk

Senest opdateret: 18.nov.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo