Presse

©

| 24.nov.2008

Dejkrigerens kunst-juletræ på Statens Museum for Kunst

Kræmmerhusene og julehjerterne er kasseret, når kunstneren Søren Dahlgaard udsmykker årets juletræ på Statens Museum for Kunst. Under performancenavnet Dejkrigeren forvandler Dahlgaard det 7 meter høje juletræ til en installation med 100 skæve tegninger i glas og rammer.

Den traditionelle julepynt på Statens Museum for Kunsts juletræ er erstattet af 10 års skæve ideer nedfældet på papir og hængt op i glas og ramme. 1. søndag i advent står juletræet klar på museets Scene, fuldt udsmykket med 100 tegninger, der udfordrer vores gængse opfattelse af virkeligheden. Det er kunstneren Søren Dahlgaard, som med inspiration i den aktuelle udstilling ”Reality Check” vender op og ned på det traditionsbundne grantræ og på tingenes tilstand i al almindelighed.

Dejkrigeren
Som sit alter ego, Dejkrigeren, har Søren Dahlgaard i de seneste år arbejdet med dej som et af sine foretrukne materialer. Dahlgaard er særligt optaget af processen og den skabende kreativitet, hvilket kom til udtryk i den meget omtalte event og udstilling ”Dejportrætter” i u.l.k. – unges laboratorier på Statens Museum for Kunst. Her skabte Dahlgaard en portrætfotoserie af 200 frivillige museumsgæster med en 10 kg. tung klump dej over deres ansigter. Senest var han i aktion på Louisiana i forbindelse med museets 50 års jubilæum, og Dejkrigeren vil også være et tilbagevendende motiv på mange af de 100 tegninger på Statens Museum for Kunsts juletræ.

Bogudgivelse
1. søndag i advent udkommer også kunstbogen Søren Dahlgaard - The Dough Warrior Project! 56 sider med en dvd indeholdende 12 af Dahlgaards kunstvideoer. Tekst af Anders Kold, museumsinspektør ved Louisiana Museum for Moderne Kunst. Bogen er illustreret med bl.a. nogle af tegningerne på juletræet og kan købes i museets boghandel. Pris: 100 kr.

Hollywoodstjerner med dej

Søren Dahlgaard (f. 1973) er uddannet ved Slade School of Fine Arts, University College i London. Han har udstillet en række steder i ind- og udland, bl.a. P.S.1 Contemporary Arts Center MoMA, New York. Dahlgaard vil i øvrigt næste år gentage sine dejportrætter på galleriet Shoshanawayne i Santa Monica, Californien. Dog med den lille forskel, at det her bliver en række Hollywoodstjerner, der skal stå model til de 10 kg. tunge dejklumper.

I Værkstedet for børn
Søren Dahlghaard er for tiden også repræsenteret med et videoværk i udstillingen ”Drømmerier” i Børnenes Museum for Kunst. I Værkstedet vil der over julen være aktiviteter for børn, der relaterer sig til årets kunst-juletræ.

For yderligere oplysninger:

Pressekoordinator

Jakob Fibiger Andreasen
T 3374 8474
M 2961 6949
E jakob.fibiger@smk.dk

Senest opdateret: 10.dec.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo