Presse

Joakim Skovgaard. Tegning efter gips. En fod, 1870’erne

Udstilling | Nyt om kunsten | 26.sep.2012

NY UDSTILLING. [detaljer]

Småtingene stjæler billedet, når Statens Museum for Kunst i en ny udstilling zoomer ind på detaljens betydning. Med både velkendte værker og sjældent sete kuriositeter fortæller efterårets udstilling i Kobberstiksamlingen om detaljens funktion og status i kunsten fra 1700-tallet til 1930’erne.

[detaljer]
Den Kongelige Kobberstiksamling
12. oktober 2012 - 17. marts 2013

Hvad sker der i de særlige øjeblikke, vi ser på en detalje? Hvad gør vi, når vi betragter ’tæt på’, og hvilken ’uforudset’ belønning er vi på jagt efter? – Daniel Arasse

Detektivspor
Detaljen forstærker helheden. Sådan opfatter vi det, særligt når vi står på afstand. Men tættere på begynder detaljen at trænge sig på, stjæle vores opmærksomhed eller distrahere os. Detaljen føjer sig nemlig ikke bare ind. Den forskyder billedet, sender vores blik på nye veje eller tilføjer billedet helt nye betydninger.

Efterårets udstilling i Den Kongelige Kobberstiksamling inviterer beskueren indenfor i detaljens verden. En verden, hvor intet er, som det umiddelbart ser ud til. Udstillingen inviterer beskueren til at gå tæt på kunsten og som en anden detektiv følge de spor, der findes i detaljen, og som kan blive nøglen til billedets mulige betydninger. Som sådan stiller udstillingen også skarpt på, hvordan vi selv ser – hvordan vi oplever og tilegner os et billede – samt hvordan detaljen også vidner om billedets proces.

Temaer og værknære læsninger
Med godt 80 tegninger, malerier og grafiske værker fra Statens Museum for Kunst og andre danske museumssamlinger åbner udstillingen blikket for detaljen i værker af bl.a. Vilhelm Hammershøi, Christen Købke, Caspar David Friedrich, Richard Mortensen og Franciska Clausen. Med kronologien for øje præsenteres værkerne i temaer fordelt i seks udstillingsrum. Igennem værknære eksempler fortæller udstillingen, hvordan detaljen opfattes og benyttes af kunstnere gennem tiden.

Bogudgivelse
I anledning af udstillingen udgiver Statens Museum for Kunst samtidig kataloget [detaljer].
Artikler af Thomas Lederballe, Peter Brix Søndergaard og Steen Hammershøy Andersen. Med forord af Karsten Ohrt.
95 sider, rigt illustreret. Dansk med engelsk oversættelse.
Pris: 68 DKK. Kan købes i museets boghandel.
ISBN: 978-87-92023-62-9


Kobberstiksamlingens udstillinger er støttet af Oak Foundation Denmark

PRESSEFOTOS kan downloades her .

For yderligere oplysninger:

Jakob Fibiger Andreasen
Presseansvarlig
E jakob.fibiger@smk.dk
T +45 3374 8474
M +45 2961 6949

Thomas Lederballe
Museumsinspektør
E thomas.lederballe@smk.dk
T +45 3374 8534

Senest opdateret: 10.dec.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo