Presse

Kærlighedens Triumf fra Helsingør Sommerrevy i 1940

| 19.feb.2009

Surrealistisk ballet på Statens Museum for Kunst

For første gang nogensinde genopføres Wilhelm Freddies ballet Kærlighedens Triumf fra 1940. Det er Det Unge Dansekompagni under ledelse af koreograf Marie Brolin-Tani, der står bag nyfortolkningen af Freddies surrealistiske ballet på Statens Museum for Kunst i anledning af museets store udstilling ”Wilhelm Freddie. Stik gaflen i øjet!”

SÆRLIG VISNING FOR PRESSEN:
Prøve på Kærlighedens Triumf samt mulighed for interviews
23. februar kl. 13.00
Tilmelding nødvendig på E jakob.fibiger_@_smk.dk eller T +45 3374 8474

Kærlighedens Triumf
Wilhelm Freddies (1909-95) ballet er et unikt historisk materiale og en enestående ekstrem i dansk ballet- og kunsthistorie. Den var en af Freddies mange kreative afstikkere fra billedkunsten, ligesom når han prøvede kræfter med film, haute couture og vinduesudsmykninger. Som sådan foregreb Freddie eftertiden ved at undersøge forskellige kunstarter, spille dem ud imod hinanden og blande deres specifikke særtræk. Hvor det før havde været lærreder, mannequiner og andre fundne objekter, som havde stået model til Freddies surrealistiske eksperimenter, var Kærlighedens Triumf på mange måder en fysisk afprøvning af ideerne fra hans billedkunstneriske univers på levende kroppe.

Freddie skrev selv balletten som et cirka ti-minutters intermezzo til Helsingør Sommerrevy Der kommer en Vaar i juni 1940. Hans engagement vidner om, at der ikke blot var tale om eksperimental adspredelse fra Freddies side. Både scenografi og kostumer stod han selv for, mens musikken blev skrevet af den ungarske komponist László Lajtha.

Hovedløse Rosalia, 3² og en kat
Kærlighedens Triumf er et kærlighedsdrama langt ud over det tilnærmelsesvist almindelige. Central i Wilhelm Freddies oprindelige manuskript er figuren Rosalia, som ved forestillingens begyndelse bortføres af sin elsker 3² og undervejs mister sit hoved. Det forhindrer hende dog ikke i sammen med 3² at avle sønnen Fata, som dog får en kort skæbne, da han pludselig falder død om. I den efterfølgende og rasende jagt på Rosalia forvandles 3² til en kat, mens Rosalia tager flugten på en cykel.

Freddie forklarede selv den mærkværdige handling som en uforbeholden hyldest til kærligheden men undlod som altid en dybere fortolkning af sit værk. Ud over åbenlyse psykoanalytiske tematikker som kampen mellem det kvindelige og det mandlige og menneskets søgen efter sit eget jeg står den kryptiske handling åben. Publikum kan selv byde ind. Og det gjorde de i sommeren 1940 i en konkurrence i Ekstra Bladet, som Wilhelm Freddie med vanlig flair for selviscenesættelse havde iværksat. Den af læsernes beskrivelser, der kom tættest på Freddies egen version, vandt førstepræmien på 50 kr. Resultatet var en ugelang omtale i en af landets mest læste formiddagsaviser.

Genfortolkningen af Kærlighedens Triumf
Balletten genopføres af Det Unge Dansekompagni under ledelse af koreograf Marie Brolin-Tani. Nyopsætningen udspringer af en indgående research i Wilhelm Freddies efterladte manuskript, kostumeskitser samt dokumentation fra Wilhelm Freddies arkiv. Musikken fremføres af Storstrøms Kammerensemble. Den oprindelige opførelse af Kærlighedens Triumf er kun dokumenteret i sparsomt billedmateriale, ligesom der er uvished om, hvor nøje balletten rent faktisk fulgte Freddies manuskript. Til nyopførelsen på Statens Museum for Kunst har Marie Brolin-Tani lagt vægt på en fri fortolkning af Freddies ballet. Særligt på den koreografiske og scenografiske side er der tale om en kunstnerisk genfortolkning med inspiration fra Freddies øvrige livsværk.

Marie Brolin-Tani
Marie Brolin-Tani (f. 1958) er en af de mest erfarne koreografer på den danske dansescene. Hun er uddannet på Balettakademien i Stockholm med videre studier ved London School of Contemporary Dance og Centre de Danse du Marais, Ecole Joseph Russilo i Paris. I perioden 1992-2001 var hun kunstnerisk leder og koreograf for MBT Danseteater i Århus. Og som kunstnerisk leder skabte hun i 2001-2007 en række internationale succeser med Skånes Dansteater. Siden august 2008 har Marie Brolin-Tani være kunstnerisk leder af Det Unge Dansekompagni, som med udgangspunkt i en lang række produktioner har fokus på udviklingen af talenter i Øresundsregionen

Tid og sted
Kærlighedens Triumf opføres på Statens Museum for Kunsts store Scene:
Lørdag 28. februar, søndag 1. marts, søndag 8. marts, søndag 15. marts, lørdage 21. marts og søndag 22. marts. Alle dage både kl. 15 og 16.
Gratis entré.

Fakta
Koreografi: Marie Brolin-Tani
Dansere: Det Unge Dansekompagni
Scenografi: Hans-Olof Tani
Kostumer: Charlotte Østergaard
Musik: Storstrøms Kammerensemble
Research: Marie Brolin-Tani, Karl Aage Rasmussen, Mette Houlberg Rung og Dorthe Aagesen

Gratis adgang. Billetter kan ikke reserveres.

Kærlighedens triumf  er støttet af
BG Fonden
Knud Højgaards Fond
Toyota-Fonden
Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfond af 1968
Fehrs Fond, Odense
Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat
Københavns Scenekunstudvalg

For yderligere oplysninger:
Statens Museum for Kunst
Pressekoordinator

Jakob Fibiger Andreasen
T +45 3374 8474
M +45 2961 6949
E jakob.fibiger_@_smk.dk

Det Unge Dansekompagni
Kunstnerisk leder
Marie Brolin-Tani
M +46 706 963 771
E brolintani_@_telia.com

Senest opdateret: 19.dec.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo