Presse

© Judith Hopf, Birne, 2018
Courtesy the artist and kaufmann repetto, Milan/New York, Deborah Schamoni, Munich, and Metro Pictures, New York. Installation view KW Institute for Contemporary Art, Berlin. Foto: Frank Sperling.

Udstilling | 26.apr.2018

Den meget store murstenspære og det spadserende hus

Hvordan påvirker hverdagsting, arkitektur og teknologi menneskekroppen og vores adfærd og relationer? Det undersøger den Berlin-baserede kunstner Judith Hopf i sin kunst, hvor humor også spiller en stor rolle. ”Kunst må ikke blive for alvorlig”, siger hun. Fra 10. maj udstiller Judith Hopf i x-rummet på Statens Museum for Kunst.

De gigantiske pærer er skåret ud af massive kuber bygget op i røde mursten. Det ulogiske i at producere pæreformede skulpturer af firkantede mursten er typisk for kunstneren Judith Hopf (f. 1969). Ved at lade de oprindeligt skrøbelige og forgængelige frugter forme i bestandige sten og ved at overdimensionere de næsten tegneserieagtige pæreformer til monumentale skulpturer, udfordrer Hopf vores vanebaserede opfattelser.

Hopf bruger ofte humoren i sine værker, hvor den sniger sig ind som en afvæbnende faktor i den kritiske refleksion, som kendetegner hendes praksis. For tingene er sjældent så enkle som, man tror. Det samme gælder titlen på hendes udstilling i x-rummet på SMK: OUT.

Spadserende arkitektur
”’Out’ er et interessant ord, fordi det både kan forstås positivt og negativt. På den ene side er det fx et mareridt at være ’out’ i modeverdenen – og det samme gælder jo i kunstverdenen. Ingen har lyst til at være ’out’! På den anden side: Hvis man fx ikke ’kommer ud’ med sine politiske ideer eller sin seksuelle observans, bliver man ikke frisat som menneske. Der er derfor også noget meget positivt over ordet ’out’”, forklarer Judith Hopf.

Hun interesserer sig for det marginaliserede, det som falder uden for normen og bevæger sig i periferien. Fra denne udkantsposition udfordrer hendes værker det forventede og det konforme.

Med på udstillingen er også et videoværk, som har lagt navn til udstillingen. I videoen refererer Hopf til den amerikanske arkitekt John Hejduk. I 1980’erne forslog Hejduk opførslen af en ny bydel langs Friedrichstrasse på den vestlige side af Berlinmuren: Berlin Masque. Projektet blev ikke realiseret, men i 1988 fik Hejduk i stedet opført et fragment af den oprindelige plan i Kreuzberg i form af den markante postmodernistiske bygning Kreuzberg-tårnet og sidebygninger.

Sidebygningernes facader ligner ansigter eller masker, hvor vinduerne er øjne skærmet af øjenlåg i form af markiser. I første omgang tror man, Hopf har filmet den faktiske bygning i Berlin. Men da huset i et senere klip bevæger sig, viser det sig, at der er tale om en formindsket mock-up, der bæres som et kostume af en person og spadserer ud ad billedet. Hendes inspirationskilde har fået et twist, men ligesom Hejduk er Hopf dybt optaget af det urbane rum som en levende organisme, der påvirker og regulerer vores fællesskab.

Når menneske og teknologi smelter sammen
I skulpturserien (Untitled) Laptop Men oser skulpturernes bøjede pladestål af industriel funktionalitet og henviser umiddelbart til 1960’ernes minimalistiske skulptur, der havde en forkærlighed for netop industrielt fremstillede materialer og ikke-figurative former.

Hopfs skulpturer ligner deres abstrakte forgængere, men ved nærmere eftersyn viser hendes skulpturer sig at forestille siddende, oprejste og liggende menneskefigurer, der er vokset sammen med deres bærbare computere, der balancerer på deres maver, bryst eller knæ.

Hopf ser nysgerrigt og kritisk på den påvirkning, som teknologi har på menneskekroppen – fx hvordan laptoppen nærmest er blevet en protese, som vi har fået et afhængighedsforhold til. For hvilken betydning har det for mennesket som individ, og hvordan har det indvirket på den måde, vi interagerer med hinanden?

Udstillingen er produceret i samarbejde med KW Institute for Contemporary Art, Berlin.



Udstillingsåbning af Judith Hopf: OUT
onsdag 9. maj, klokken 17-19, gratis entré. Alle er velkomne


For presseadgang til udstillingen inden åbning, kontakt venligst presseansvarlig Karen Ormstrup Søndergaard, kos@smk.dk, og aftal nærmere.
> Hent pressebilleder

Om Judith Hopf

Judith Hopf (f. 1969) bor og arbejder i Berlin. Hun har siden 2008 været professor på Städelschule i Frankfurt. I de senere år har hun udstillet solo på bl.a. KW, Intitute for Conetemporary Art, Berlin; Hammer Museum, Los Angeles; Museion, Bolzano; PRAXES Center for Contemporary Art, Berlin; Studio Voltaire, London. Hun har netop indviet et stort udendørs skulpturprojekt i Milano. Hun er repræsenteret af Deborah Schamoni, München; kaufmann repetto, Milano/NYC: Metro Picture, New York.

Judith Hopf er repræsenteret i SMK’s samling med Untitled (Big Sheep 4), Untitled (Small Sheep 7), 2013 samt The Evil Faerie, 2007 i samarbejde med Henrik Olesen.

 

Om x-rummet

x-rummet er SMK's platform for samtidskunst. To gange årligt inviteres kunstnere til at skabe nye udstillingsprojekter særligt til rummet på museet. X-rummet præsenterer værker af danske kunstnere, der endnu ikke har haft større udstillinger i Danmark, og internationale kunstnere, som ikke tidligere har været vist for et dansk publikum.



X-RUMMET ER STØTTET AF



For yderligere information:

Marianne Torp, overinspektør og seniorforsker
M marianne.torp@smk.dk
T +45 2552 7224

Karen Ormstrup Søndergaard, presseansvarlig
M kos@smk.dk
T +45 2552 7203

Senest opdateret: 8.maj.2018
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo