Presse

Ursula Reuter Christiansen, Skarpretteren, 1971/2016 (beskåret). Silketryk. © Ursula Reuter Christiansen

Nyheder & Presse | Udstilling | 22.jan.2018

”Det næste store øjeblik tilhører os”

Fra februar udfolder SMK universet omkring et af de vigtigste værker i dansk feministisk kunst: Ursula Reuter Christiansens film Skarpretteren. I en ny totalinstallation præsenteres filmen fra 1971 sammen med en række senere silketryk, malerier og kunstbøger, der er baseret på Skarpretteren.

"Det næste store øjeblik i historien tilhører os." Sådan slutter Ursula Reuter Christiansens filmværk Skarpretteren fra 1971. Kortfilmen gør op med sin samtids og historiens opfattelse af kvindens roller som fx mor – ved bogstaveligt talt at slå en kvinde ihjel – og ser frem mod kvindens frigørelse.

Ursula Reuter Christiansen spiller selv hovedrollen i filmen, som blev til i kunstnerens første år i Danmark og udspiller sig gennem en serie tableauer, som bl.a. viser hendes møde med skarpretteren i en valmuemark, en udmattet soldat som hun ammer og en flok øldrikkende mænd, der er i gang med at grave hendes grav.  

Et værk i konstant udvikling
Skarpretteren er et af Ursula Reuter Christiansens hovedværker og et af de vigtigste værker i dansk feministisk kunst. Og det er med udgangspunkt i dette værk, at en totalinstallation på SMK er blevet til i samarbejde med kunstneren. For Ursula Reuter Christiansens arbejde med Skarpretteren stoppede ikke i 1971. Hun har lige siden arbejdet videre med det i form af fx malerier, fotografier, kunstnerbøger og silketryk, der alle indeholder elementer fra den oprindelige film.

Installationen på SMK samler filmen og de senere værker – og derudover indgår også materialer fra filmen som fx dragter og skarpretterens økse, originale lydbånd af Henning Christiansen samt avisomtaler fra tiden, hvor man kan dykke ned i, hvordan tidens feministiske miljø i Danmark og Tyskland tog i mod filmen

Særlig adgang for pressen til Ursula Reuter Christiansen: SKARPRETTEREN: tirsdag 6. februar, kl. 10-13

Tilmelding til Karen Ormstrup Søndergaard, presseansvarlig SMK, kos_@_smk.dk

>> Pressebilleder

7. marts 2018, kl. 17: Særomvisning i Skarpretteren ved Birgitte Anderberg
21. marts 2018, kl. 18: Artist talk med Ursula Reuter Christiansen.

Ursula Reuter Christiansen, 2017. Foto: Brittany Laura Overgaard / SMK
Ursula Reuter Christiansen, 2017. Foto: Brittany Laura Overgaard / SMK

For yderligere information, kontakt venligst:

Birgitte Anderberg
Museumsinspektør og seniorforsker
Tlf. +45 2552 7211
Mail birgitte.anderberg_@_smk.dk

Karen Ormstrup Søndergaard
Presseansvarlig
Tlf. +45 2552 7203
Mail kos_@_smk.dk

Om Ursula Reuter Christiansen

Den tyske kunstner Ursula Reuter Christiansen (født 1943 i Trier, Tyskland) blev uddannet i 1969 fra Akademie der Künste, Düsseldorf, hvor hun var elev af professor Joseph Beuys. Hun var gift med den danske komponist Henning Christiansen (1932-2008) og sammen bosatte de sig i Askeby på Møn i 1969, hvor Ursula Reuter Christiansen stadigvæk bor og arbejder i dag. 

Reuter Christiansen har været professor ved kunstakademiet i Hamburg (HfBK) fra 1992-97 og professor i malerkunst ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København fra 1997-2006.

Endvidere repræsenterede hun, sammen med Henning Christiansen, Danmark på Venedig Biennalen i 2001. Reuter Christiansens øvrige udstillingsaktiviteter omfatter bl.a. Charlottenborg (2016), MOCA, Los Angeles (2007-08), Kunsthallen Brandts Klædefabrik (2000) m.fl.

Senest opdateret: 8.maj.2018
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo