Presse

Benjamin Buza. Foto: Daniel Stjerne Agerholm

Det sker | 1.sep.2017

På tåspids midt i billedkunsten

Kunst og ballet smelter sammen dette efterår, når Den Kongelige Ballet og SMK inviterer på små balletforestillinger midt i kunsten. Det foregår den første onsdag i hver måned fra september til december.

Det er en velkendt historie, at billedkunstnere til alle tider har fundet inspiration i kunsthistorien og skabt deres værker på skuldrene af fortidens store kunstnere. Men billedkunsten bruges også som afsæt for kreative processer for mange andre kunstarter. 

Dette efterår rykker balletdansere fra Den Kongelige Ballet ind på SMK for at finde inspiration i billedkunsten. Midt i kunsten vil de danse en række nye balletforestillinger, som er inspireret af museets kunstværker og udvalgte perioder i kunsthistorien. 

Tre generationer mødes
Onsdag den 6. september vil en af nutidens store balletstjerner, tidligere mestre og nogle af morgendagens helt unge talenter møde hinanden midt mellem kunstværker fra starten af det 20. århundrede. 

I direkte dialog med værker af blandt andre Vilhelm Lundstrøm, Jais Nielsen, Edvard Weie og Jens Adolph Jerichau kan man opleve korpsdanser Benjamin Buza i en solodans. Han akkompagneres af 11 udvalgte dansere fra kompagni B, som er et kompagni af unge talenter fra balletskolen, og tidligere stjerner fra den kongelige ballet, der som noget særligt denne aften vil indtage udstillingsgulvet på SMK. 

Fri entré med billet til SMK eller SMK Årskort

Næste forestillinger: 4. okt., 1. nov. og 6. dec. Her vil nye dansere fra Den Kongelige Ballets kompagni indtage nye sale og gå i dialog med nye værker på SMK. Hold øje med programmet og tidspunktet i kalenderen.


Om Benjamin Buza
26 år. Uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole og har siden 2010 været ansat som korpsdanser ved Den Kongelige Ballet. Medvirker i DR’s aktuelle programserie ”I forreste række”.
Lær mere om Benjamin Buza her.

Om Kompagni B
Kompagni B er et initiativ, der skal udvikle ballet som kunstform og den næste generation af balletdansere ved Den Kongelige Ballet. Her kan danserne undersøge deres talent og arbejde sammen som et kompagni. Kompagniet består af elever mellem 14 og 16 år, der selv varetager teknikken, forestillingerne og de koreografiske opgaver under ledelsen af kunstnerisk leder Ann Crosset. Kompagni B optræder på udvalgte skoler, i byrummet, på institutioner o.lign. Kompagni B er verdens første børnekompagni tilknyttet en national balletskole.

Støttet af Bikubenfonden

Senest opdateret: 10.okt.2017
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo