Presse

Performance installation: National Udstilling, 2018. Foto: AdeY

Det sker | 12.jan.2018

Performere danser på den danske nationalfølelse i perkussion-sneakers

Billedkunst, performance og dans smelter sammen, når designduoen KASPERSOPHIE og koreograf Martin Forsberg sætter fokus på national ensretning, nationalfølelse og national branding med en ny forestilling på hele Danmarks nationalgalleri: Statens Museum for Kunst.

"Det skal stikke dybt i nationalsamvittigheden, lukke de skeletter ud af skabet, vi skammer os over og lade dem danse på vores helligste og finde ud af, hvor det egentlig gør ondt."

Sådan forklarer designduoen KASPERSOPHIE den nye performance installation, National Udstilling, som de har skabt særligt til SMK i samarbejde med koreograf Martin Forsberg.

National Udstilling opføres af seks dansere iført fiktive danske nationaldragter og håndlavede perkussion-træsneakers. Værket udfolder sig i grænselandet mellem performance, installation og dans, og i et møde med Danmarks kultur- og kunsthistorie på SMK sætter KASPERSOPHIE kritisk fokus på national ensretning, nationalfølelse og national branding.

Værket vil særligt kaste nyt lys over kunstperler fra den danske guldalder og sætter spot på mødet mellem Vilhelm Dahlerups historicistiske, monumentale bygning fra 1897 og Anna Maria Indrios modernistiske, lyse tilbygning fra 1998.


Praktisk information

Hvornår
• Onsdag 24. januar kl. 15.30-19.30
• Torsdag 25. januar kl. 11.30-15.30
• Lørdag 27. januar kl. 12.00-16.00
• Søndag 28. januar kl. 12.00-16.00

Se liste over medvirkende

Hvor
Værket opføres i skiftende områder på museet – bl.a. i udstillingen Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900 og Skulpturgaden.
Man kan frit komme og gå gennem forløbet, som man ønsker.

Pris
Forestillingerne er gratis med billet til SMK eller SMK Årskort.

>> Hent pressefotos


Værket er co-produceret af HAUT, SMK og Dansehallerne, og er støttet af Statens Kunstfond, Knud Højgårds Fond og Bikubenfonden.


For yderligere information, kontakt venligst:
Kommunikationsproducent
Ayoe Torbensdóttir
T: +45 2552 7205
E: ayoe.torbensdottir@smk.dk

Senest opdateret: 8.maj.2018
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo