Projekter på SMK

Roskilde Festival

Roskilde Festival
Roskilde Festival er Nordeuropas største kultur- og musikfestival og har siden sin begyndelse i 1971 været en non-profit organisation. Foreningen Roskilde Festival, som står bag festivalen, er overvejende baseret på frivillige kræfter og har kun ca. 25 fastansatte. Overskuddet fra festivalen går ubeskåret til humanitære og kulturelle formål.

Roskilde Festival og SMK
Samarbejdet med Roskilde Festival udfordrer den traditionelle kunstformidling, som man kender den fra Sølvgade. På Roskilde opstår helt nye samspil.

Samarbejdet med Roskilde Festival var og er en del af en overordnet bestræbelse på at styrke broerne mellem museet og publikum ved også at møde publikum, hvor de er på hjemmebane.

Mens festivalgæsterne bliver klogere på kunstens alsidighed, tilgængelighed og ressourcer, bliver vi klogere på, hvordan museets fysiske placering er med til at forme museets identitet.

Tankeværk og Liquid Lounge
I 2012 var det museets kunstpiloter, der stod bag de to projekter på festivalen: Tankeværk og Liquid Lounge. Tankeværk var en 104 meter tavlevæg, hvor festivalens brugere kunne ytre deres mening om kunsten. Med udgangspunkt i sætningerne ”kunsten er at…” og ”det er ingen kunst at…” skulle festivalsgæsterne selv afslutte sætningerne. Dette gav plads til både dybe og skæve tanker – og umiddelbare indfald.

Liquid Lounge var et afslapningsområde med ligge- og siddemøbler under et halvtag, der bestod af transparente akrylplader. Imellem dem flød et hav af psykedeliske væsker, der var under konstant forandring. Det skiftende vejrforhold medførte, at der hele tiden opstod nye mønstre og forbindelser i det kemiske hav over hovedet på brugerne. Liquid Lounge var stedet, hvor festivalgæsterne svingede benene op og tog en pause med plads til eftertænksomhed og visuel stimulans.

Museo aero solar og Wrap Lab
I 2011 tog vi på Roskilde Festival med projekterne Museo aero solar og Wrap Lab. Museo aero solar er et flyvende museum i form af en gigantisk solopvarmet ballon skabt udelukkende af genanvendte plastikposer. I tre simple manøvrer klippes, klistres og dekoreres indsamlede plastikposer til en kæmpe ballon, som kan svæve udelukkende med hjælp fra solens varme.

Projektet opstod på initiativ af den argentinske kunstner Tomas Saraceno, som tidligere har udstillet i vores Skulpturgade med gigant installationen Biospheres (2009 - 2010). I krydsfeltet mellem kunst, videnskab og arkitektur præsenterer Saraceno visioner for løsningen på menneskehedens sociale og miljømæssige problemer ved hjælp af alternative bæredygtige boformer i luftrummet over os.

I et mere jordnært terræn arbejdede vores kunstpiloter også med plastik. I det selvstændige projekt Wrap Lab transformerede de Art City campingområdet til en by af transparente plastik-wrap vægge, lærreder og møbler med plads til fri udfoldelse for festivalens gæster og deltagende kunstnere.

PingOut with SMK
I 2010 realiserede vi forskellige kunstprojekter i samspil med publikum under overskriften PingOut with SMK. Kunstnerne Bank&Rau, J&K, og Christina Hamre udsmykkede tunge unika pingout bordtennisborde, som var bearbejdet, så spillet om bordene var en leg mellem performance og skulptur.

Kunstneren Nikolaj Recke skabte 1000 kunstværker til brug for publikum på Roskilde Festivalen. Svedbånd med teksten ”I Miss Sol Lewitt” kom til at sidde på festivalgæster, som tørrede sved og tårer i den kryptiske tekst om savnet af den nu afdøde amerikanske kunstner Sol Lewitt (1928-2007).

Senest opdateret: 22.mar.2013
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo