Aero Solar & Wrap Lab

Statens Museum for Kunst på Roskilde Festival 2011

Til forsiden

PRIMI

Læs om et utraditionelt samarbejde i bæredygtig plastik på Statens Museum for Kunst

Projekter på SMK

© Janis Elko / Museo Aero Solar

SMK på Roskilde Festival 2011

SMK tog i 2010 som det første kunstmuseum på Roskilde Festival – og vi gjorde det igen i år med en række kunstneriske aktiviteter.

I 2011 blev det endnu større og endnu vildere, da vi sammen med publikum byggede et flyvende museum af 1000 vis af genbrugte plastikposer, og kl. 03.30 den 30. juli pustede ballonen op over badesøen på Roskilde Festival. Like os på facebook og se de mange billeder!

Vi kickstartede festivalen 21. + 22. maj med workshops på SMK, hvor vi sammen med folk fra Museo Aero Solar, WrapLab og besøgende på museet byggede en kæmpe ballon på Scenen og i Skulpturgaden.


Aktiviteter

21. og 22. maj: Workshop på SMK
Lær at bygge en ballon + test af wrap materialer

1. – 28. juni: Konkurrence
Indsamling af plastikposer bl.a. med bidrag fra landets gymnasier.

26. – 29. juni: Warm-up dage på Roskilde.
Sammen med publikum bygger vi en kæmpe ballon af tusindvis af indsamlede plastikposer

30. juni – 3. juli: Opsendelse 
Vi stræber efter at sende ballonen op flere gange


© Janis Elko / Museo Aero Solar

Museo Aero Solar

Museo Aero Solar er et flyvende museum i form af en gigantisk solopvarmet ballon skabt udelukkende af genanvendte plastikposer, som i bedste gør-det-sammen stil bliver udformet af gamle plastikposer fra diverse køkkenskabe. Denne ikoniske gigant sendte SMK i samarbejde med Museo Aero Solar og festivalens gæster til vejrs på Roskilde 2011.

Tomas Saraceno er idémanden bag Museo Aero Solar, der i forbindelse med en udstilling i 2007 på Isola Art Center i Milano fik sin gang på jorden. En kunstnergruppe greb med Saracenos velsignelse projektet og har efterfølgende ført Museo Aero Solar videre som et rejsende projekt over hele verden. Museo Aero Solar er tidligere blevet bygget i de Forenede Arabiske Emirater, Italien, Frankrig, Colombia, Albanien, Israel, USA – og nu også i Danmark.

I krydsfeltet mellem videnskab og kunst undersøger Saraceno løsninger på miljøproblemer ved hjælp af alternative bæredygtige boformer i luftrummet over os – ligesom han også gjorde det tidligere i SMKs skulpturgade med sine installationer af Biospheres (2009 - 2010).

Et flyvende kunstmuseum
Opsendelse af ballonen skete i de tidlige morgentimer den 30. juni ved badesøen på Roskilde Festival - dog var vejrforholdene desværre ikke optimale. I den sidste time inden solopgang blev ballonen bredt ud på jorden og fyldtes med luft fra store ventilatorer. Da solen stod op, opvarmede den luften i ballonen og sendte den til vejrs. Ballonen svæver fordi luften indenfor ballonen bliver varmere end den omgivende lufttemperatur. Ballonen fastholdes med fem tove, og kan svæve i op til 4 timer, hvis vejret tillader det.


u.l.k. WrapLab

WrapLab er plastiske udskejelser og chill out i en stemning af kruseduller, lommefilosofi, statements og poesi

Konceptet er klart: 18 kunstpiloter fra u.l.k., hundredevis af meter wrap, 100 pæle, streetart kunstnere, en forsker - og en stor portion festglade mennesker. Dét er hovedsubstansen i WrapLab.

I Art City formede WrapLab sig som en labyrint af vægge i polyethylen plastfolie – et laboratorium af transparente lærreder, hvor de forbipasserende festivalgæster udfoldede sig kreativt og udfordrede materialet. Opfordringen lød: Grib pennen, sprayen, form et enestående kunstværk i wrap, giv en kærlighedserklæring eller bare en krusedulle af beruselse. Der var workshop aktiviteter på alle warm-up dagene, hvor inviterede eksperter deltog.

Sammen skabte festivalbrugerne og u.l.k.’s kunstpiloter et uforudsigeligt kunstværk om dagen, der om natten forvandledes til skulpturelle lysindfald og kontraster i projektørlysets skær. Hver morgen trækkede vi et frisk lag plastfolie udover til nye udfoldelser og en ny fest.

En siddeplads, tak!
Den uendelige søgen efter en siddeplads i skyggen er en del af charmen på Roskilde. Og denne charme kunne WrapLab bidrage til. Udover labyrinten designede og konstruerede kunstpiloterne sammen med festivalgæsterne også møbler, hvor morgenøllen kunne nydes, mens vennerne deltog i WrapLabs mange workshops eller var med til at bygge kæmpeballonen med kunstnergruppen Museo Aero Solar.

WrapLab er unges laboratorier for kunsts søsterprojekt til Museo Aero Solar og var placeret i umiddelbar forlængelse af Museo Aero Solars overdækkede dome.

Hvem er vi?
Læs mere om unges laboratorier for kunst og kunstpiloterne på www.ulk.dk, hvor du også kan se en masse billeder fra WrapLab.

Det var hér vi var!

Klik på kortet eller download det som PDF her.

Senest opdateret: 18.mar.2013
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo