Knud Højgaards Fond og museet
Når Statens Museum for Kunst inviterer sine gæster til koncerter og musikarrangementer af højeste klasse udført af verdenskendte musikkunstnere med udsigt over Østre Anlæg, skyldes det, at museet med støtte fra Knud Højgaards Fond har erhvervet sig verdens største flygel – et Fazioli flygel.
Flygelet af model F308 er verdens største koncertflygel og besidder en fantastisk kraft. Den æstetiske dimension samstemmer med resten af museet, hvor både syns- og høresansen bliver plejet.
Henri Matisse - fordobling og variation
Knud Højgaards Fond har støttet museets udstilling Henri Matisse - fordobling og variation i 2012. Matisse-udstillingen handler om den undersøgelsesproces, der optog Matisse hele livet, nemlig at gentage det samme motiv med små strategiske forskelle. Matisse er især kendt for sine kraftfulde billeder udført med en sikker sans for farvens og linjens skønhed.
Abildgaard - Åbent Atelier
I 2011 støttede fonden udstillingen Abildgaard – Åbent Atelier, hvor museets gæster kunne følge restaureringen af tre malerier af Nicolai Abildgaard. De tre malerier kan normalt ses i Abildgaardsalen i Dronningens repræsentationslokaler på Christiansborg Slot og er de tre bevarede kongebilleder fra Nicolai Abildgaards enorme udsmykning af Riddersalen, som gik tabt ved det første Christiansborgs brand.


