Udlån af værker

Betingelser for museer og kirker

Museet uddeponerer værker til både kirker og museer. De værker, der uddeponeres, har speciel relevans for deponeringsstedet og indgår ikke i udstillinger. Der udarbejdes deponeringsaftale i forbindelse med godkendelse af deponeringen.

Henvendelser om uddeponering rettes til museets samlings- og forskningsafdeling eller til deponeringsregistrator.

Følgende sikkerhed- og opbevaringsforhold skal tilstræbes på deponeringsstedet:

  • Værket skal være beskyttet af 24-timers sikkerhedssystem. Derudover skal der være sædvanlige sikkerhedsvagter i åbningstiden samt tyveri- og brandalarmer (røg- eller varmedetektor).
  • Værket må ikke udsættes for direkte sollys.
  • Belysning må ikke overstige 300 lux og skal være forsynet med UV-filtre i nødvendigt omfang.
  • Udenfor åbningstid skal lyset begrænses mest muligt.
  • Den relative fugtighed i udstillingslokalet skal befinde sig mellem 50% og 60%. Luftfugtigheden må ikke variere mere end 5% inden for en 24 timers periode.
  • Opbevaringstemperaturen skal ligge på mellem 20 og 25 grader. Hyppige temperatursvingninger bør undgås og ikke være mere end to grader inden for en 24 timers periode.
  • Værkerne må ikke placeres tæt på varmekilder, kolde og stærke luftstrømme eller direkte på uisolerede ydervægge.

Ansvar i øvrigt

  • Risiko og ansvar for bevaringen af det deponerede værk påhviler deponeringsstedet.
  • Forsikringsmæssigt skal værkerne være omfattet af reglerne vedrørende Statens selvforsikring eller være forsikret af deponeringsstedet for enhver risiko under deponeringen.
  • Enhver skade på eller anden synlig forandring i forhold til SMKs tilstandsrapport eller sidste revisionsbesøg, skal omgående meddeles museet.
  • Alle omkostninger vedrørende transport, konservering mv., der skyldes skader opstået under deponeringen afholdes af deponeringsstedet.
  • Al transport skal foretages af SMK-godkendt kunsttransportør, og kun efter aftale med deponeringsregistrator.

Hjemkaldelse og revisionsbesøg
SMK kan til enhver tid hjemkalde et værk i forbindelse med egne eller andres udstillinger eller til konservering m.m. Transportomkostninger i den forbindelse er deponeringsstedet uvedkommende. SMK aflægger revisionsbesøg hvert 5. år. I den mellemliggende periode skal deponeringsstedet til enhver tid skriftligt kunne bekræfte værkplacering og tilstand.

Senest opdateret: 25.apr.2012
Sideansvarlig: Webmaster