Nyheder

Det sker | For børn | 28.jan.2013

Vinterferie for børn og voksne

Vinterferien på SMK byder på aktiviteter for både børn og voksne. Vi går på jagt efter detaljen og de skjulte historier i udstillingerne, og laver detaljerede kunstværker. I anledningen af modeugen stiller vi skarpt på moden i kunsten.

Fastelavnsomvisning for børn
Fastelavn er tøndeslagning, udklædning og fastelavnsris, men hvorfor? I en helt speciel omvisning kan du få alle svarene på, hvad det er, vi fejrer til fastelavn. Vi tager på fastelavnsrundtur i udstillingerne og finder kunstværker, der viser, det vi forbinder med fastelavn: sjov og ballade, udklædning og mad.

Tag med på fastelavnsrundtur 10. februar kl. 13-14

Børneomvisninger i vinterferien: Er du en kunstdetektiv?
Som en kunstdetektiv går vi på opdagelse i museets værker. Med inspiration fra den aktuelle udstilling[detaljer] zoomer vi ind på detaljer og finurligheder i udstillingerne. Så find din indre detektiv frem og tag med på en omvisning, hvor vi går jagt efter museets allerfineste detaljer og historier.

Børnenes Værksted: Vi zoomer ind på detaljen
Det er slangen i træet, den sagte tåre på kinden eller den lille edderkop i sit spind, der kan være nøglen til at forstå et maleri. Derfor får kunstens små detaljer hovedrollen i Børnenes Værksted i vinterferien. Kom og vær med, når vi tegner, klipper, klister, maler og laver detaljerede skulpturer. Udstyret med skitsehæfte og blyant går vi på jagt efter detaljen i udstillingerne.

Det koster 45 kr. at deltage i Børnenes Værksted. Billetter kan købes i Informationen.


Se hvordan du kan være kreativ derhjemme

Har du lyst til at være kreativ derhjemme i vinterferien, så har SMKs værkstedsleder, Michael Hansen, lavet en række inspirationsfilm. Bliv klogere på former, farver og perspektiv, og se hvordan du kan bruge sæbebobler til akvarelmaling og forvandle skrammel til skulpturer.

Hent inspiration til kreative projekter

Modeuge: Vi sætter spot på mode og beklædning i kunsten
Modeeksperter og de allernyeste skrig fra modeverden fylder København fra 30. januar til den 3. februar, hvor den store modeuge løber af stablen. Derfor arrangerer vi tre omvisninger, der sætter spot på mode og beklædning i kunsten. Dragthistorie, skønhedsidealer og mode gennem forskellige stilarter og kunsthistoriske perioder er nogle af de temaer, du kan glæde dig til at høre meget mere om.

Få indblik i mode og beklædning i kunsten


Udstillingen [detaljer] zoomer ind på kunsten

Udstillingen [detaljer] stiller skarpt på detaljen i kunsten. Med en lup kan du zoome ind på kendte værker af blandt andre Vilhelm Hammershøi, Christen Købke og Richard Mortensen.

Gå på opdagelse i en lille film med formidleren Annette Rosenvold Hvidt


Videoværket Secretion af Willie Doherty i x-rummet

Mug vokser frem på døde grene, træerne visner, og inficerede svampesporer breder sig i hele skoven. I det eksperimenterende x-rum viser vi lige nu videoværket Secretion af den nordirske kunstner Willie Doherty. Udstillingen lukker den 24. februar, så det er snart sidste chance for ganske gratis at opleve værket.

Oplev Dohertys videoværk i museets x-rum

  • Af: Ayoe Fridriksdottir
  • 28.jan.2013
Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo