Nyheder

Bag om | 25.jun.2012

Kunstpiloterne indtager Roskilde Festival!

For tredje år i træk er SMK og Unges Laboratorier for Kunst - ULK på Roskilde Festival.

I år præsenterer kunstpiloterne fra ULK to kunstprojekter: Liquid Lounge og Tankeværk. Gennem kunstprojekterne skaber kunstpiloterne grobund for en dialog om kunst, hvor der er plads til alt fra dybe tanker til umiddelbare skæve indfald. Samtidig bliver brugerene også inddraget som medskabere af kunstprojekterne.

Læs om SMK og ULK på Roskilde

Plads til dine tanker

Tankeværk er en 104 meter lang tavlevæg, hvor der er plads til både dybe og skæve tanker - og umiddelbare indfald. Det er en kommunikativ platform, hvor festivalgæsterne kan komme med deres bud på, hvad kunst er - og ikke er - ved at afslutte sætningerne "kunsten er at..." og "det er ingen kunst at...". På den måde bliver Tankeværk et dynamisk kunstprojekt, som brugerne er med til at skabe ved, at de sætter deres præg på værket.

Læs mere om Tankeværk

Brug for et pusterum

Liquid Lounge er en oase midt i det pulserende festivalliv, hvor der er plads til eftertænksomhed, fordybelse og visuel stimulans. Her har du mulighed for at slå benene op og læne dig tilbage. Men Liquid Lounge er ikke kun et afslapningsområde. Det er også en farverig installation til glæde for alle forbipasserende.

Taget på installationen er lavet af to transparente akrylplader, der er lagt oven på hinanden - og imellem flyder et hav af psykedeliske væsker. Også det her kunstprojekt er under konstant forandring, da de kemiske væsker i installationens tag konstant bevæger sig og danner nye mønstre og forbindelser.

Læs mere om Liquid Lounge

Har du noget på hjerte eller brug for et lille hvil?

Du kan kigge forbi Tankeværk og Liquid Lounge fra den 5. - 8. juli på festivalområdet i Staldene ved Arena. Her vil du også kunne møde kunstpiloterne fra ULK, som står bag projekterne.

Du kan også følge med i kunstværkernes udvikling på SMKs Facebookside og ULKs Facebookside.

Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo