Nyheder

J&K. The Nation. Cross-media performance i SMK's samlinger. Foto: Natascha Rydvald

Pressemeddelelser | 6.sep.2013

Millionbevilling til nytænkende kunstformidling på SMK

Bikubenfonden har for en treårig periode bevilget Statens Museum for Kunst 4,4 mio. kr. til at realisere en række helt nye formidlingsaktiviteter på museet. Donationen imødekommer museets ønske om at nytænke sine formidlingstilbud med henblik på at åbne nye og overraskende veje ind i kunsten.

Som landets nationalgalleri er det SMK's ambition hele tiden at tilvejebringe nye tilgange til kunsten og dens historier. Det forudsætter et kontinuerligt arbejde med at udvikle potentialet for museets rige samlinger af 700 års kunst for den vej at skabe anderledes, øjenåbnende og tidssvarende rammer for mødet mellem publikum og kunsten.

Bikubenfonden har over de næste tre år bevilget 4,4 mio. kr. til et nyt program for formidlingsaktiviteter, der skal aktivere den billedkunstneriske kulturarv i museets rige samlinger på helt nye måder. Fælles for de nye museumstilbud er, at de på baggrund af såvel kunstnerblik som forskerindsigt i højere grad møder publikum, hvorfra deres verden går.

SMK Fridays
Første skud på stammen bliver SMK Fridays – en tilbagevendende event, hvor SMK en fredag hver måned udvider åbningstiden til kl. 22 for at give plads til et væld af aktiviteter. Inspirationen er hentet fra en række store kunstmuseer i udlandet, bl.a. Tate Modern i London og MoMA og Metropolitan i New York, hvor man har haft stor succes med særlige formidlingsrettede aktiviteter efter normal lukketid. Programmet på SMK ændrer sig fra gang til gang, men SMK Fridays byder altid på en god og uformel blanding af kunst, musik, film, art talks, forfattermøder, kunstner-DJs og afslappende fredagsbar. SMK Fridays har premiere fredag d. 20. september. Gratis entré.

Cross-media omvisninger
Til efteråret starter en række af alternative omvisninger i SMK's samlinger, hvor museet over de næste tre år vil invitere kunstnere, teaterfolk og andre kreative kapaciteter til at fortolke kunstens historier. Disse cross media-omvisninger blander traditionel formidling med performance, skuespil og installation og skaber dermed en mere sanselig form for faglig formidling. Gratis entré.

Kunsten sættes i Scene
Ni kunstværker, ni forfattere og ni skuespillere. Den særprægede konstellation danner udgangspunktet for en spektakulær cross-media forestilling, som SMK viser i efteråret 2014 i samarbejde med Det Kongelige Teater og Gyldendal. Her er forfattere inviteret til at sætte tekst til billedkunsten, som iscenesættes med skuespillere over ni aftener på museet.

Museumsdirektør Karsten Ohrt siger:
SMK er en bank for billedkunsten. Netop fordi kunsten er grænseoverskridende i sit væsen, ønsker vi at åbne det kunstneriske univers og udfolde de kunsthistoriske træk med overraskende og nytænkende formidling. Bikubenfonden har med den generøse bevilling nu sikret, at vi kan fortsætte med at virkeliggøre vores ambitioner om at skabe nye tilgange til kunsten og dermed gøre SMK endnu mere tilgængelig og relevant for stadig flere brugere.

Projektchef for Bikubenfonden, Mette Marcus, siger
Bikubenfonden ønsker at støtte op om SMK's mål om at forny formidlingen af museets samling. De nye formidlingsaktiviteter, håber vi, kan være med til at give de besøgende endnu flere perspektiver på museets værker.


For yderligere oplysninger:

Presseansvarlig
Jakob Fibiger Andreasen
T +45 2552 7203
M +45 2961 6949
E jakob.fibiger@smk.dk

Kommunikationschef
Lise Korsgaard
T +45 2552 7200
E lise.korsgaard@smk.dk

Senest opdateret: 18.nov.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo