Nyheder
Udstillingen We the People (detail) af Danh Vo i Skulpturgaden på SMK. Foto: Anders Sune Berg.

Udstillingen We the People (detail) af Danh Vo i Skulpturgaden på SMK. Foto: Anders Sune Berg.

Bag om | 7.jun.2013

Ny teknologi testes på SMK

I efteråret tester vi en ny teknologi. Den skal hjælpe os med at forbedre museumsoplevelsen. Teknologien er knyttet til et kamera, der udover at have en sikkerhedsfunktion, kan registrere bevægelser og mønstre i brugernes gang på museet. Alle data er anonyme, og man kan ikke identificere enkeltpersoner på museet, ligesom billeder heller ikke bliver gemt.

I 2013 installerer museet en række nye sikkerhedskameraer for at sikre, at vi fortsat lever op til internationale standarder for sikkerhed på kunstmuseer. I forbindelse med indkøbet af de nye sikkerhedskameraer er vi blevet opmærksomme på en ny teknologi, som vi vil teste senere på året i mindre skala.

Helt konkret kan kameraernes registreringer af brugernes gang på museet omdannes til tal i et Excel-ark. Tallene kan give os vigtig information såsom, hvor mange mennesker, der befinder sig i museets sale, og hvordan vores brugere bevæger sig rundt på et stort museum, som kan være svært at finde rundt i. For eksempel vil vi gerne gøre det så let for vores brugere at orientere sig som muligt, når de kommer ind i museets forhal: Hvor køber man billetter, hvor er toiletterne, og hvordan kommer man hen til en bestemt udstilling?

Et moderne kunstmuseum har brug for viden om brugerne

De data, vi får gennem afprøvningen af den nye teknologi, skal fungere som et supplement til museets øvrige arbejde for at blive klogere på, hvordan vores brugere oplever SMK. Vi arbejder hele tiden med at undersøge, evaluere og teste brugernes oplevelse af nye formidlingstiltag og museets faciliteter og tilbud, så vi kontinuerligt kan forbedre museumsoplevelsen. Vi har en stærk ambition om at skabe den bedste museumsoplevelse og at sikre, at brugerne får de optimale ud af besøget på SMK. I den forbindelse er viden om brugernes adfærd et uvurderligt værktøj.

Den nye viden skal ikke bruges til at finde ud af, hvilke værker brugerne helst vil se, så brugerne på sigt kun vil få det, de ønsker og kender i forvejen. Et besøg på SMK skal fortsat være en udfordrende oplevelse, der åbner øjnene for ny viden og nye indsigter. Vores fremmeste ambition som museum er at skabe den bedste ramme for brugernes møde med kunsten – en ramme for udfordrende, overraskende og nye indgange til og perspektiver på kunstens verden, og verden omkring os.

Har du spørgsmål eller kommentarer?

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, er du meget velkommen til at kontakte Kommunikationschef Lise Korsgaard: lise.korsgaard_@_smk.dk tlf. 25527200

  • Af:
  • 7.jun.2013
Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo