Nyheder
Tal R. Foto: Noam Griegst.

© Tal R. Foto: Noam Griegst.

Det sker | 27.sep.2012

Tal R møder Matisse

I forbindelse med udstillingen Matisse – fordobling og variation gæster Tal R museet til en artist-talk om Matisse og hans kunst. Det sker 6. oktober kl. 14.

Udstillingen Matisse – fordobling og variation viser en perlerække af Matisses værker. Nu sættes den franske mestermalers værker i stævne med Tal R, som på kollegial vis kigger Matisse i kortene og fortæller om sit eget forhold til en af det 20. århundredes allerstørste kunstnere. Det sker i samtale med museumsinspektør og seniorforsker Dorthe Aagesen, som har tilrettelagt den aktuelle udstilling i samarbejde med Centre Pompidou i Paris og Metropolitan Museum of Art i New York.

Tid og sted

Lørdag 6. oktober kl. 14 på Scenen. 
Det er gratis at deltage.

Kunstnerens blik

Udstillingen adskiller sig fra gængse retrospektive udstillinger om den franske maler ved at rette et skarpt fokus på den kunstneriske proces og gå helt tæt på Matisses undersøgelsesmetode. Samme interesse for Matisses teknik og kunstneriske beslutninger har Tal R haft gennem en årrække. Det er den interesse, Tal R tager afsæt i, når han sammen med Dorthe Aagesen giver et indblik i de kunstneriske overvejelser, der fører til det endelige kunstværk.

Læs om udstillingen Matisse – fordobling og variation

Om Tal R

Tal R (f. 1967) regnes for en af Danmarks væsentligste billedkunstnere og har for længst indtaget den internationale kunstscene med storm. Han er uddannet ved Kunstakademiet i København i 1994-2000 og har siden 2005 selv været professor ved Kunstakademiet i Düsseldorf. Hans værker er repræsenteret på en lang række museer i ind- og udland, ligesom han flittigt har udstillet på nogle af de mest prominente udstillingssteder i verden.

Udstillingen er støttet af Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Kandinskyfonden og Beckett-Fonden

  • Af:
  • 27.sep.2012
Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo