Udstillinger

Digteren Peter Laugesens tale til åbningen af udstillingen

Læs talen:

J O R N  -  E N   D E R I V E

Jeg var med i Situationistisk Internationale i godt halvandet år – omkring 1962-63. Jeg var meget ung og kendte intet til kunsten, men tilsluttede mig af fuld hals, hvad jeg opfattede som dens mest radikale tanker.

Jeg havde købt adgangsbilletten af Antonin Artaud, der hævdede, at hvis der var noget ødelæggende meningsløst i vor tid, var det at ville give de poetiske impulser, der truede med at sprænge en i luften, en særlig kunstnerisk form. I stedet skulle man være som et offer, der bliver brændt på bålet og sender signaler gennem flammerne.

Det var i 1934, Artaud sagde det, men jeg regnede ikke med, at noget særligt havde ændret sig siden.

Jeg henvendte mig til situationisterne, fordi jeg havde læst Ivan Chtcheglovs ”Formular for en ny urbanisme”, trykt under pseudonymet Gilles Ivain i ”Situationistisk Revolution” nr. 1. Den begynder på fransk med ordene: ”Sire, je suis de l´autre pays.”

Jeg er fra det andet land. Ingen, der ikke har haft den fornemmelse, er nogensinde kommet i nærheden af Situationistisk Internationale, men Artaud havde ikke givet mig den rigtige billet. Det læste jeg kort efter min eksklusion for buddhistiske afvigelser i Asger Jorns TING OG POLIS, meddelelse nr. 4 fra Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme:

”Den tysk-jødiske maler Wols sagde engang, at det er helligbrøde blot at kalde det vidunder, der skaber bækken, søen, floden, havet, skyen og regnen for H2O. Han ville ikke se i øjnene, at sådan er det nu engang. Han sluttede pagt med Don Quichote, og da han selv var en Ahasverus, var det eneste, han fik ud af det, at han nu havde mistet den skjorte, der gjorde ham usårlig, så ethvert sanseindtryk traf ham som maskingeværkugler. Han var en Balder, der uheldigvis havde forelsket sig i misteltenen. Den bedste bliver dræbt og vanvittig, som vi lærer det af alt øjensynligt. Er dette en kendsgerning, og meget tyder på det, da skulle fanden være den bedste. Man ved aldrig. Man kan undgå at søge mod perfektionen, men det hjælper intet. Jo mere elendigt og middelmådigt vi alle forsøger at opføre os, så vil der altid være nogen, der rager ud af klumpen som de bedste og de ringeste. Måske lægger man ikke mærke til en og anden, om han lægger ørerne tilbage. Dette er stort set den skandinaviske metode for at overleve. Da Drouin viste mig billeder af Wols i 1945 sagde jeg nej, det er ikke noget for mig. Jeg tror, at det reddede mit liv indtil videre.”

Asger Jorn lagde ikke ørerne tilbage, men han sprang heller ikke med det samme ud i det formløse. Tvært imod forsvarede han formen, for dens historiske funktion, som det eneste værn mod de kræfter, der havde myrdet de bedste: Baudelaire, Poe, Rimbaud, Novalis, Mozart, Shelley.

Jeg erindrer ikke, at han skulle have modsat sig eksklusionen af den 22-årig ildsjæl fra Østjylland, men jeg husker, hvor meget det undrede mig og gjorde mig ked af det, at den flok glade drukkenbolte, jeg havde lært at kende, kunne samle sig i en så stivsindet og forstokket centralkomite som den, der pludselig kastede mig ud i det spektakulære helvede uden for internationalens trygge rammer umiddelbart efter min ven Attila Kotanyi, hvis teser om brug af zen-strategier i den revolutionære kamp, jeg havde støttet.

De sjoveste tekster i det situationistiske minefelt var for øvrigt helt uden sammenligning dem, Asger Jorn begyndte at udsende i 1962 som meddelelser fra  Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme. Især den første. Den hedder HELD OG HASARD, med undertitlen ”dolk & guitar”. Den gjorde så stort indtryk på mig, at jeg ind imellem, til mine malervenners rædsel, kom til at mene, at Jorn måske engang i fjern fremtid ville være mere kendt for det, han havde skrevet, end for det, han havde malet. Det strider jo i den grad mod mandens egen opfattelse. Men hvis man mener, hvad man sagtens kan, og som Jorn gjorde, at billedet kommer før ordet, kunne man jo også mene, at ordet kommer af billedet som et nyt stadie, et højere trin. Når Jorn tilbragte så megen tid med at flakke rundt på endeløs dérive i James Joyces sidste store værk, FINNEGANS WAKE, nattens og drømmens bog, der af mange betragtes som et gigantisk konglomerat af nonsens, som meningsløshedens yderste meningsløshed i det øverste af alle meningsløshedens meningsriger, hvad bogen naturligvis blandt andet også er, tyder det da ikke på, at han ind imellem også selv kunne se det sådan? At der for ham måske ikke var nogen forskel: At ordet er billede og billedet ord, og at forskellen mellem dem netop er, at de er ens?

Var Jorn måske ikke, som sine nære venner Noël Arnaud og Jean Dubuffet, medlem af det PATAFYSISKE KOLLEGIUM, hvor oplyste ånder, illuminerede af stråleglansen fra Alfred Jarrys Doktor Faustroll, under endeløs trutten i mærkelige instrumenter forsker i ”de love, som styrer undtagelserne, og ville forklare et univers, som er supplementært til dette”, eller de vil, sagt mindre ambitiøst, ”beskrive et univers, som man kan og måske bør se i stedet for det sædvanlige, da de love, man mener at have opdaget i det sædvanlige univers, også er korrelationer mellem undtagelser, om end de er ofte forekommende; under alle omstændigheder er de tilfældige fakta, som, når de reduceres til undtagelser, der ikke er særligt usædvanlige, ikke engang besidder det særegnes tiltrækningskraft.”

”Det er ikke sjovt at være fri helt alene,” sagde Alfred Jarry, og det mente Asger Jorn åbenbart heller ikke. Ingen har i nyere tid som han formået at samle ligesindede fra den anden verden i alle dens manifestationer omkring sig, med COBRA, Bevægelsen for et Imaginistisk Bauhaus, Helhesten, Høstudstillingen og Situationistisk Internationale som de kendteste eksempler.

For siger Doktor Faustroll måske ikke i den nyudkomne danske version af hans meriter, ved Martin Larsen på forlaget Basilisk:

”Da Vincent van Gogh åbnede for sin smeltedigel og nedkølede den velblandede masse, som udgjorde de vises sten, og efter denne dag, der egentlig var verdens første dag, og hvor alle ting forandrede sig til metallernes drot ved kontakten med dette nyligt frembragte vidunder, nøjedes ophavsmanden til mesterværket med at lade farverne glide gennem sit lysende skægs overdådige spidser og sige: `Hvor er den gule farve dog skøn?`”

Voila! Så enkelt er det. Der er ikke noget problem, og så hører man alligevel yngre og unge kunstnere sige, at de har løst de problemer, som Jorn og andre af hans tids kunstnere kæmpede så længe og så fortvivlet med.

Fortvivlelsen kom af, at de oftest var kommunister og havde et formål med det, de gik og lavede. Et formål er et mål før målet, og det hang igen sammen med, at de så kunsten, og vel at mærke ikke kunstneren eller den kunstneriske udførelse, som en ting, der greb ind i det enkelte menneskes liv og ad den vej også i samfundets udvikling. De kunne ikke tænke kunst uden en etisk og social dimension.

For at kunne det, må man give afkald, ikke bare på besværet med at være et ordentligt menneske, selv om man er kunstner, man må også give afkald påfortvivlelsen, som Jorn påviser det utallige steder i sine vandalistiske skrifter, og derved også påfornøjelsen.

Man giver afkald på glæden ved dog ind imellem at gøre noget, der involverer en vis risiko.

Man giver afkald på magien og risikerer at ende med at betragte  kunsten som en vare, der kan handles som alle andre varer på et marked efter regler, man lærer bedre på handelsskolen end på kunstakademiet.

Eller på gaden, for det var jo der, situationisterne flyttede bataljerne hen, da internationalen var sprunget ud af et beruset sammenrend af lettrister, psykogeografer og imaginister fra et nyt Bauhaus i 1957.

Det var ikke meningen, at der efter Situationistisk Internationale skulle eksistere nogen kunsthistorie, der i sine mest uvidende lag i dag kan tale om en ”situationisme”, der ikke kan eksistere iflg. Situationistisk Internationales kategorisering af sine egne holdninger. Der findes situationister, men ingen situationisme, isme er død. Der findes situationistiske kunstnere, men ikke en situationistisk kunst, kunst er død. Internationalens anden hovedmand, Jorns nære ven Guy Debord, var ikke en marxistisk tænker, ligesom Marx ikke var det. Marx er Marx, istisk er død.

Asger Jorns vejviser under den farefulde rejse ind i det univers, hvis eksplosionspunkt er stiftelsen af Situationistisk Internationale, var syndikalisten Christian Christensen fra den lille by Sejs uden for Silkeborg. I hans version af kommunismen, og Jorns, er der brug for ”en yderligtgående revolutionær konservatisme, der går tilbage til den første internationales sammensætning og påstår, at ingen af dens tre grundprincipper i dag kan undværes: Anarkisme eller princippet for udviklingen af den personlige frihed, syndikalismen eller udviklingen af kloge, sociale organisationer, og socialismen, eller erkendelsen af alle sociale fænomeners sammenhæng.”

Eller sagt på en anden måde, på den ornamenterede mindesten over Christian Christensen, som Jorn satte i Sejs i 1961: ”I flugt går tiden over livets bølger – Det friske evigunge verdenshav – Der mangt et lyst og venligt minde dølger – Som guld og perler i sin dybe grav.”

Graven stod åben under ham, da han i 1952, i dødens skygge, som patient på tuberkulosesanatoriet i Silkeborg med atelier i et afskærmet hjørne af lighuset, skrev HELD OG HASARD. Kunst var, for dette generøse menneske, der forærede sin barndomsby verdens interessanteste kunstmuseum og alligevel i dag kan se sig selv beskrevet som en grådig, dæmonisk egoist, vel for bedre at kunne passe ind i tidsånden, et hasardspil med livet som indsats. HELD OG HASARD er, siger han, ”læren om forholdet mellem skib og vrag. At finde sig til rette med sygdom er det sværeste, man kan byde et menneske i Norden, hvor sundheden er den store, jeg tør i dag sige sygelige drøm, uden at mene noget som helst nedsættende. Det er et overvundet stadium. Jeg opdagede, at det mislykkede i visse tilfælde har større kunstnerisk værdi end det vellykkede. Det afhænger af, hvad er er mislykket, og hvad der er vellykket, hvor meget der er sat ind, og hvor meget der trods alt blev gjort. Tager man mine egne reaktioner i betragtning, så vil man forstå, at jeg selv måtte tvivle på, at jeg havde ret til at fremsætte mine konklusioner for folk, der ikke havde været igennem de hændelser, der kunne modne dem til at forstå, og jeg ville ikke kræve af nogen at have oplevet det yderste. Når jeg i dag udsender denne bog, da er det, fordi jeg mener, at det herredømme af dødstrussel, som den moderne politik i dag tyranniserer verden med, i sig selv er en sygdom, vi alle lider af, og som præger hele vor tankegang fra morgen til aften. Kan autoriteterne påføre menneskeheden en sådan sygdom, da kan man også tillade sig offentligt at forklare, hvordan sygelige mennesker omgås sygdom, for da er dette en form for sundhed.”

Billedmæssigt rummer HELD OG HASARD hele det alfabet af tegn, der som små oggenogger fra det andet land transmitterer direkte fra de første billeder på rensdyrtakker og hulevægge til en ukendt fremtid. De er Jorns nye urlager.

Digteren Arthur Rimbaud er kaptajnen på Jorns berusede båd. Han siger, i Jorns egen oversættelse: ”En aften har jeg taget skønheden på skødet, og jeg har fundet den bitter – og jeg har hånet den. Jeg har væbnet mig mod retten. Jeg er flygtet. O, hekse, o elendighed, o had. Det er til jer, min skat blev betroet! – Ulykken har været min gud, jeg har væltet mig i forbrydelsens luft, og jeg har spillet vanviddet på næsen. Og foråret bragte mig idiotens frygtelige latter. – O, alle laster, vrede, luksus – vidunderlig luksus, - særlig løgnen og dovenskaben.”

Drømmen i dag er den samme som dengang, da tous les garcons et les filles de mon age vidste alt. Situationen er stadig, at en klar analyse og et skvæt blå maling fra en flødekande kan ændre det hele. ”Vi gik ikke til fjernsynet for at fortælle om det, vi forstod,” siger situationisterne, ”vi bar olien derhen, hvor det brænder.”

Derhen hvor ”det unaturliges naturlighed, det umenneskeliges menneskelighed, sundheden ved det unormale og syge, mørkets klarhed, ulykkens lykke, umyndighedens og det kraftesløses myndighed og kraft, det betydningsløses betydning, det sporløses spor, det uvirkeliges virkelighed, utålsomhedens, modviljens, modbydelighedens, troløshedens, respektløshedens, ulydighedens, uretfærdighedens, hensynsløshedens, kynismens, mistroens, uoprigtighedens, falskhedens, umoralitetens, uansvarlighedens, forbrydelsens og lovløshedens ret og sandhed, det lunefuldes, flygtiges, frygteliges, rædselsfuldes, det tvivlsommes, ujævnes, ualmindeliges og malplaceredes, såvel som det uanvendeliges, det unyttiges, udueliges, det uordentliges og det upraktiskes orden og myndighed, kort sagt det, der ikke er interessant undtagen ved sin umiddelbare virkning, det ny, radikale og eksperimentelle . . .”

Jorn elskede lange ord propfulde af bogstaver, der snublede over hinanden, og han elskede ideer, der opførte sig på samme måde.

Det var, hvad han opfattede som det æstetiske. Som kaptajn Rimbaud formulerede det, mens han i brandstormen klamrede sig til masten på sin berusede båd:

”uendelige og meningsløse drift af usynlige undere, af ufølsomme nydelser – og deres skrækkelige hemmeligheder af alle laster – og deres rystende fornøjelse for masserne.”

Kort sagt: Det andet land ! Og ikke så langt igen fra Wols !

Med ord klippet fra kammerat Debords film:

Vi er glemselens partisaner

Vi vil glemme fortid og nutid

Vi møder nok aldrig hinanden igen

I en afkrog af natten går sømænd i krig

De vil sprænge

Alle broer

Men der er ingen broer at sprænge

 

Vi krydser igennem postkortlandskaber

Siger du barndom

Den er jo her

Vi har aldrig forladt den

Ingen steder findes der adgang

Der findes kun en mulig forvandling

Af uroen til an afmålt søvn

 

Drømme er splinter af uforløst glemsel

Vi fandt aldrig de nødvendige våben

Vi har ladet det ske

Årene går

Vi har intet forandret

Trætheden efter endnu en nat

På den lange vandring

 

En stjerne slukkes

En anden tændes

Aldrig mere skal noget lys

Fordrive det samme mørke

 

Labyrinten

Hvor vi har strejfet

Aldrig blev friheden

Større end der

Dejlige børn den tid er forbi

Nu må vi gribe til andre midler

Der var ingen grund til

At vi dengang begyndte

Der er ingen grund til

At det nu er forbi

 

Det er et spil vi ikke vil spille

Det var en gåde vi måtte løse

Vi krydsede gaden og gaden forsvandt

Den her planet glemmer vi aldrig

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo