I middelalderens kunst fremstilles menneskefiguren stiliseret, ubevægelig og i ophøjet ro mod en baggrund af guld. Her eksisterer hverken tid eller rum.

Guldbaggrunden lyser ud mod betragteren og symboliserer det guddommeliges væsen, en værdig scene for engle, kristne martyrer og bibelske personer.

Med renæssancen sættes mennesket i centrum. Ordet renæssance betyder genfødsel, og allerede i samtiden blev det betegnelse for perioden.

Antikken som forbillede
Det var den antikke kultur, der var forbilledet for renæssancen. Den blev studeret og integreret i den kristne verden.

Som i antikken lod man sig forevige i portrætter. Man trådte gerne ind i forbilleders skikkelse: manden som lærd filosof eller som hærfører, kvinden som mytologisk gudinde eller bibelsk heltinde.

Med barokken blev portrættet mere tro mod den ikke altid perfekte og billedskønne virkelighed.