Sal 204
Flandern 1580-1700
Rubens og hans tid
Peter Paul Rubens (1577-1640) er en af de mest centrale skikkelser inden for barok maleri.
Gennem læreårene hos Antwerpen-maleren Otto van Veen (sal 203) og de unge års ophold i Italien og Spanien blev Rubens en belæst og klassisk dannet kosmopolit.
1608 vendte han hjem til Antwerpen og blev udnævnt til hofmaler for statholderparret ærkehertuginde Isabella og ærkehertug Albrecht 7. af Østrig.
Samtidig etablerede Rubens et atelier med svende og læredrenge, som kunne imødekomme kirker og klostres store efterspørgsel på monumentale, religiøse figurkompositioner.
Antwerpen som kunstcenter
Flandern svarer omtrent til det nuværende Belgien og var på Rubens tid en del af det spanske habsburgske rige.
Antwerpen var på Rubens’ tid et meget frugtbart kunstcenter. Byens malere dannede skole for landskabsmaleriet og nye motivtyper som for eksempel Kunstsamlerens Atelier.







