Udstillinger

Udstillinger 2005

Årets særudstillinger

Turner og tidens natursyn
04.09.2004 - 09.01.2005
Her i Italien... H.C. Andersen og guldaldermalerne

12.02 2005 - 12.06 2005
Henrik Plenge Jakobsen i x-rummet: Circus Pentium
22.01 2005 - 28.08 2005
MATISSE &

13.08 2005 - 04.12 2005

Turner og tidens natursyn

04.09 2004 - 09.01 2005

Denne udstilling handlede om friluftsmaleriet, der blomstrede op i tiden omkring 1800, og hvordan studierne direkte efter naturen fik indflydelse på, hvordan man malede og opfattede et landskab. Naturen begyndte at blive mødt med en ny holdning i Europa fra omkring midten af 1700-tallet. Inspireret af den schweiziskfødte, franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-78), drømte dannede europæere om at vende ryggen til den moderne civilisation og vende tilbage til naturen. Parallelt oplevede landskabsmaleriet en stor opblomstring. Det rangerede ikke længere blandt de mindst betydelige kategorier i det officielle hierarki, men efterhånden blev det en af de mest udbredte og værdsatte billedtyper. Landskaberne blev en slags kompensation for et savn, ligesom landskabsmalerne, bevidst eller ubevidst, søgte at genskabe den tabte, nære forbindelse til naturen med deres værker.

Indtil midten af 1700-tallet havde man kun sjældent malet ude i naturen. Tegninger og akvareller var blevet skabt foran motiverne, men ellers foregik alt arbejde i atelierer. Det medførte en afstand mellem maler og motiv, både fysisk og mentalt. For kunstnerne dengang var målet ikke at gengive naturen, som de så den i det givne øjeblik, men at genskabe den ud fra idealiserede forestillinger. Nu blev naturen i sig selv interessant for kunstnerne. Landskabet sås ikke længere som ophøjet, fjernt og evigt, men skiftede udtryk med himlens, skyernes og solens vekslende virkninger. Naturen blev nøje studeret efter tidspunkt og vejrlig, og alle forhold blev noteret ned. Kunstnerne indledte en form for grundforskning af det flygtige og det foranderlige.

Til toppen

"Her i Italien... H.C. Andersen og guldaldermalerne"

12.02 2005 - 12.06 2005

Udstillingen fulgte H.C. Andersens færd ned gennem Italien: Første stop er Firenze, hvor digteren overvældes, nærmest tynges, af byens imponerende kulturrigdomme. Turen forsætter til Rom og særligt de steder, H.C. Andersen og de øvrige danske kunstnere frekventerede, bl.a. Colosseum, Forum Romanum og Piazza Barberini. Sydover i retning af Napoli gribes digteren med fornyet intensitet i mødet med Sydens storslåede skønhed som i Pompeji og Capri. Udstillingen gjorde et sidste afgørende stop med H.C. Andersen i Venedig.

Til toppen

Henrik Plenge Jakobsen i x-rummet: "Circus Pentium"

22.01 2005 - 28.08 2005

Circus Pentium var installationskunst; en udstilling der kombinerede skulptur, video og performance i én stor installation. I udstillingen mødte vi blandt andet et stribet cirkustelt, en tom trapez, og en imposant tribune. Alle er de ting, som vi genkender fra cirkusverdenen. Cirkusset er underholdningsindustriens arketype, et sted for illusioner, sensationer og forvandlinger, for nervepirrende fryd og fladpandet gøgl. Men også et sted, hvor klovneriet til enhver tid kan tippe over i eksistentiel alvor og tragedie.

Circus Pentium var et cirkus, der er kørt af sporet. Det var et kakofonisk univers, som ikke postulerer én sandhed eller én fortolkning af virkeligheden. Vi kan ikke søge og finde én mening, men må affinde os med at kunne gå mange veje, der forgrener sig i det uvisse.

Til toppen

"MATISSE &"

13.08 2005 - 04.12 2005

Statens Museum for Kunst fejrede hundredåret for fauvismens - og dermed Matisses - gennembrud med en anderledes og udfordrende udstilling, der satte Matisses mesterværker fra museets samlinger i et nyt og vedkommende perspektiv.

MATISSE & viste ni af museets værker af den franske mester og genfortalte dem i samarbejde med vores tids kunstnere og tænkere. Vi flettede Matisses værker i en dialog med værker af tre samtidskunstnere, der ligesom Matisse, blot hundrede år senere, var midt i deres gennembrud: maleren Malene Landgreen, videokunstneren Jesper Just og den finske fotokunstner Aino Kannisto. Samtidig gav otte af verdens fremmeste Matisse-forskere en ny optik på museets værker, når de pegede på hidtil oversete sammenhænge i Matisses motivbrug.

Til toppen

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo