Udstillinger

Fredrik Raddum: "HOME SWEET HOME"

28. oktober 2006 - 28. januar 2007

Munter og sort humor i x-rummet
Ubevægelige blomster på baner af kunstigt græs. Et rødt hus, der emmer af hygge, lyser op i mørket. Et nedstyrtet træ har ramt huset - og pludselig har længsel efter at forene menneske og natur taget fysisk form - og fået fatale følger. Den norske kunstner Fredrik Raddum konfronterede os med forholdet mellem menneske og natur i sin installation, som mimer tegneseriens univers med glade farver, klare former og en tilstræbt kunstighed i udtrykket. Selv siger kunstneren, at han fik inspiration til installationen på en campingtur: "Stemningen var utrolig - og uhyggelig".

Naturkatastrofe i teletubbieland

En naturkatastrofe har ramt dette norske teletubbieland. Ulykken, det nedfaldne træ, står i stærk kontrast til uskyldigheden i Raddums udtryk - og sært isoleret: Blomsterne står ranke og uberørte. Vinduerne med sprosser er ikke slået itu. Lyset brænder stadig. Træets fald virker på mange måder umotiveret. På sin vis også virkningsløst, for hyggen er tilsyneladende intakt. Måske er ejeren forsikret, så ingen naturkatastrofer dybest set kan ramme ham? Eller måske er vi trådt ind i en tegneserie, hvor alt kan smadres for umiddelbart efter at genopstå uden en skramme.

Måske er det netop i dette glatte, humoristiske og karikerede tegneserieunivers, at uhyggen lurer, idet vi konfronteres med vores egen trang til at lade os underholde af naturkatastrofer - på afstand, vel at mærke.

Nordmand på fjeldet
I 1800-tallet spillede kunstneriske gengivelser af det storslåede norske landskab en vigtig rolle i konstruktionen af en norsk nationalfølelse. Ifølge Raddum bærer mange nordmænd stadig rundt på et romantisk ideal om en særlig nær tilknytning til naturen, som ikke stemmer overens med virkeligheden. Menneskets forhold til naturen er i det hele taget et gennemgående tema i Raddums kunst - selvom naturen kan være svær at få øje på i installationen HOME SWEET HOME.

Home sweet home
I filmen Moderne Tider (1936) udbryder Charles Chaplin "Home, sweet home", da han ankommer til et sparsomt sammentømret skur, hvor parret hele tiden risikerer at falde gennem gulvet og ned i vandet. Et billede på, at den stærke forestilling om hjemmet overvinder selv den mest usle fysiske realitet.

"Huset er, i langt højere grad end landskabet, en sindstilstand. Selv når det fremstilles set udefra, udviser det en intimitet", skrev litteraturforsker og filosof Gaston Bachelard. Vores forestilling om hjem dækker mere end blot en fysisk bolig. Hjem inkluderer også psykologiske og emotionelle aspekter og signalerer intimitet og tryghed fra farerne udenfor. Et frirum fra den ydre verden.

I HOME SWEET HOME møder den indre hygge, huset, den ydre fare i form af et væltet træ. Men er det naturen, der truer tilværelsen, eller er den største fare i virkeligheden kunstigheden, selvtilstrækkelighed og vores behov for kontrol?

Om Fredrik Raddum
Fredrik Raddum (f. 1973) er uddannet ved Kunstakademiet i Oslo. Han har deltaget i en lang række udstillinger i Norge og i udlandet. Senest herhjemme i udstillingen DELIRIUM på Galleri Martin Asbæk Projects i København. Soloudstillingen i x-rummet på Statens Museum for Kunst var Fredrik Raddums første på et dansk kunstmuseum.



Hovedsponsor for x-rummet

Tidligere udstillinger 2007

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo