Udstillinger

Om de to samlinger

Læs her om baggrunden for de to samlinger, der vises værker fra i udstillingen "Hjemme på ferie".

Collection Frits Lugt, Institut Néerlandais, Paris
Det er den fineste samling af danske tegninger uden for Danmark, der besøger Statens Museum for Kunst denne sommer.

Samlingen hører til daglig hjemme i Frits Lugt-samlingen, Det Nederlandske Institut, hvor man siden 1970’erne har indsamlet danske tegninger fra 1800-tallets ypperste kunstnere.

Den daværende direktør, Carlos van Hasselt, indkøbte de danske tegninger i samarbejde med Erik Fischer, der var leder af Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst.

Derfor er det i dag muligt også i Paris at studere de danske kunstnere på nært hold.

Hans Tobiesen

Hans Tobiesen

Skibsreder Hans Tobiesens samling af dansk kunst
Skibsreder Hans Tobiesen (1881-1953) ejede en af de største kunstsamlinger i Danmark nogensinde. Den omfattede omkring 400 malerier af danske kunstnere foruden møbler og kunsthåndværk. Tobiesen var født i Norge, og i 1915 grundlagde han sammen med Carl Franck shippingfirmaet Franck og Tobiesen. Efter sin partners død ledede han selskabet alene.

Samlerglæden
I årenes løb skabte han sin store kunstsamling med hovedvægten på den danske kunst i 1800-tallet – fra Jens Juel og Eckersberg og den danske guldalder til L.A. Ring og Hammershøi og Fynboerne. Når han viste sin samling frem for sine gæster i hjemmet på Grønningen i København, erklærede han, at samlerglæden er en af de største glæder og tilføjede: "Derfor skal mine ting - bortset fra dem, der testamenteres til museer - sælges til glæde for andre."

14 malerier til Finland
Ved hans død i 1953 modtog Kunstmuseet Ateneum (dvs. det finske nationalgalleri) i Helsingfors de 14 malerier, der nu udstilles på Statens Museum for Kunst. En testamentarisk gave som tak for et mangeårigt samarbejde med Finland.

Hans Tobiesens hjem

Hans Tobiesens hjem

Samlingen spredt for alle vinde
De øvrige kunstværker blev solgt på flere auktioner i 1954 og spredt for alle vinde. Statens Museum for Kunst erhvervede ved den lejlighed malerier af flere betydelige danske kunstnere:

  • Eckersberg (Udsigt fra Kongevejen over Furesøen i nærheden af Rudersdal, 1833; KMS4794, for tiden ikke ophængt).
  • Jens Juel (Sophie Birgitta Mathiesen; KMS4795, for tiden ikke ophængt), Theodor Philipsen (En allé. Kastrup, 1891; KMS4776 og Ved Sorteåen. Meilgård, 1894; KMS4796, begge for tiden udstillet på udstillingen "Verden som landskab" i Minneapolis Institute of Art) .
  • Dankvart Dreyer (Strandparti med klitter. Jyllands vestkyst, 1843; KMS4860, for tiden udstillet på udstillingen "Verden som landskab" i Minneapolis Institute of Art).
Hans Tobiesens hjem

Hans Tobiesens hjem

Andre malerier fra Hans Tobiesens samling er siden endt på kunstmuseer i Danmark og i udlandet, først og fremmest National Gallery, London (Købke), Louvre, Paris (Constantin Hansen), Nationalmuseum, Stockholm (Købke), Nasjonalmuseet for Kunst, Design og Arkitektur, Oslo (Hammershøi), Ny Carlsberg Glyptotek, København (Eckersberg), Den Hirschsprungske Samling (Zahrtmann) og Fyns Kunstmuseum (Eckersberg og Hammershøi).

Til udstillingens forside

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 18.nov.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo