Udstillinger 2008

Rembrandt van Rijn, Landskab med tre træer, 1643
Nederlandske landskabstegninger
6. oktober 2007 - 24. februar 2008
Fra museets Kobberstiksamling blev de bedste tegninger og raderinger af nederlandske landskaber fra 1600-tallet vist i to sale. Perioden er en af de mest skelsættende i den vestlige landskabskunsts historie.

Edvard Munch, Måneskin, 1895, Tilhører Nasjonalmuseet for Kunst, Arkitektur og Design i Oslo. © Munch-museet/Munch-Ellingsen Gruppen/billedkunst.dk
"Verden som landskab. Nordisk landskabsmaleri 1840-1910"
6. oktober 2007 - 24. Februar 2008
Udstillingen viste over 100 landskabsmalerier, malet af periodens mest betydningsfulde nordiske malere som Edvard Munch, Vilhelm Hammershøi, Carl Larsson og Akseli Gallen-Kallela.
Værkerne præsenterede i det store hele den kronologiske udvikling indenfor landskabsmaleriet. Det vil sige fra 1840’ernes storslåede og romantiske vildmarksnatur, over en mere registrerende, realistisk tilgang, til de stemningsfulde, indadvendte og subjektive sjælelandskaber omkring århundredskiftet.

Søren Martinsen. Igennem skoven , 2007, © Søren Martinsen
Søren Martinsen i x'rummet: "Country Song"
6. oktober 2007 - 24. Februar 2008
Byen og civilisationen ses ofte som naturens modsætning. Søren Martinsen tog i sin udstilling "Country Song" livtag med utopien om det gode liv på landet. Holder klichéerne om landlig fred og harmoni?

© Jørgen Haugen Søresen, Mens vi venter, Foto: Simon Lautrop
Jørgen Haugen Sørensen "Mens vi venter"
Årets Billedhugger på Statens Museum for Kunst
28. marts 2007 - 3. marts 2008
Jørgen Haugen Sørensen (f. 1934) er en af Danmarks helt store billedhuggere. Udstillingen "Mens vi venter" viste 201 af Jørgen Haugen Sørensens senere skulpturer i ler. Værkerne kredsede om temaer som vold, ytringsfrihed, overmagt, liv og død. Flertallet af værkerne var skabt særligt til udstillingen og derfor ikke vist før.

Anne Marie Carl Nielsen, Havfrue, 1921
"Havfruehår og Neptuns hovedpine"
- en udstilling for de 0- 6 årige
28. april 2007 - 6. april 2008
Du bevæger dig nu ned under havets overflade, alt omkring dig er blåt, du hører lyden af havet… Hov, hvad er det for en lyd, er der nogen, der kaster sten i vandet? Og se bare - dér sidder en havfrue! Hun ser ud som om hun lige har fået øje på noget mærkeligt, eller har noget forskrækket hende?
"Havfruehår og Neptuns hovedpine" viser kunstværker af høj kunstnerisk standard, nøje udvalgt og iscenesat på en måde, der appellerer til museets yngste besøgende.

Bjørn Nørgaard, Svinehoved med papkrone og ståltråd,
"2 + 2 = 7"
- en udstilling for de 6 - 12 årige
28. april 2007 - 6. april 2008
2 + 2 = 4 i skolen, men sådan regner man ikke i kunsten. Man er selv med til at bestemme, hvordan tingene hænger sammen. Regnestykket 2 + 2 = 7 går ikke op. Det er pointen.
Udstillingen viser kunstværker, som vender op og ned på vores faste forestillinger om tingenes orden ved at kombinere tilsyneladende uforenelige ting. Mærkværdige sammensætninger og materialesammenstød overrasker, og kendte genstande får nye funktioner og betydninger.

Ingvar Cronhammar, Foto: Gunnar Merrild
"Cronhammar. På danske kunstmuseer"
15. dec. 2007 - 27. april 2008
Ingvar Cronhammar (f. 1947) har gennem de sidste årtier forundret sit publikum med sine talrige skulpturer og monumenter, ofte i kæmpe store formater. Med deres industrielle og altid perfektionistiske finish får hans skulpturer en science fiction-agtig og nærmest magisk udstråling. Udstillingen åbnede i anledning af billedhuggerens 60 års fødselsdag.

Foto: Sachiko Hayashi © Sachiko Hayashi 2008
Tagging Art "Virtual Moves"
i Unges Laboratorier for Kunst (u.l.k.)
18. januar - 11. marts 2008
Kunstorganisationen Tagging Art inviterede ni danske og internationale kunstnere til at udforme værker, der udforsker og kritisk afprøver Second Life som platform, kontekst og ramme for kunst. Flertallet af de virtuelle værker manifesterede sig samtidig i fysisk form i vekslende udstillinger i u.l.k. på Statens Museum for Kunst.

Troels Wörsel, uden titel, 2007 © Troels Wörsel
"Troels Wörsel. Venedig Biennalen 2007"
15. marts - 12. maj 2008
Den danske, internationalt anerkendte billedkunstner Troels Wörsel (f. 1950) repræsenterede Danmark ved Venedig Biennalen i 2007 med elleve nye, store malerier iscenesat i en nøje sammenhængende præsentation. Hele maleriinstallationen blev vist på Statens Museum for Kunst i en sal, hvor ophængningen genkaldte præsentationen i Venedig.

Still fra Gerard Byrne, *ZAN - *185 r.1, 2007
"Gerard Byrne. Related Works" i x-rummet
5. april – 28. september 2008
Med udstillingen "Related Works" placerede irske Gerard Byrne x-rummet midt i museets faste samling i salene 206, 207 og 208, og satte derved sin kunst i forhold til museets øvrige værker.

Melchior Lorck, Portræt af Süleyman den Store. 1559
"Et blik på det fremmede"
Melchior Lorck i Tyrkiet 1555-1559"
18. april – 3. august 2008
Udstillingen "Et blik på det fremmede. Melchior Lorck i Tyrkiet 1555-1559" var en del af en større markering af 1500-tals kunstneren Melchior Lorck. Med særligt fokus på Lorcks skelsættende Tyrkerværk skildrede udstillingen et interessant og til dels forbilledligt kulturmøde mellem øst og vest i midten af det 16. århundrede.

Øivind Nygård, Light Conductor, 1993
"Øivind Nygård"
26. april - 17. august 2008
”Cool” er nærved blevet den officielle betegnelse for billedhuggeren Øivind Nygårds arbejde. Igennem tre årtier har han med sine smukke og gådefulde skulpturer sat et markant aftryk i ny dansk kunst. Udstillingen bød på vægtige nedslag i Nygårds livsværk samt helt nye værker, som hidtil ikke var vist offentligt.

