Udstillinger

Om Ingvar Cronhammar

Billedhuggeren Ingvar Cronhammar kan med rette beskrives som et enmandskapitel i nyere dansk kunst.

Ingvar Cronhammar, foto: Gunnar Merrild

Ingvar Cronhammar, foto: Gunnar Merrild

  • Født i 1947 i Hässleholm, Sverige
  • *Uddannet ved Århus Kunstakademi i 1968-71

Fra agitatorisk opråb...
I de tidlige arbejdsår var Cronhammar tilknyttet kunstnergrupperne ZYGO og Sonde. Værkerne er i denne periode udtalt samfundssatiriske. Humoren er frontal, ligesom materialevalget er både opsigtsvækkende og originalt. Træ, læder, knogler, tænder, hud og vand indgår i krævende konstruktioner, der samler sig i opråb mod småborgerlighedens middelmådighed og snæversyn. Som med de syngende grisehoveder fra 1976 i værket Svinene kommer, svinene er her, de synger de svin (1976).

... til monumentalkunst
Middelmådigheden står også for skud i værkerne fra slutfirserne og frem til i dag, om end på ganske anderledes vis. Med det endelige gennembrudsværk The Gate (1988) introducerer Cronhammar en helt særegen monumentalitet, der også kommer til at gennemløbe hans efterfølgende arbejder, som eksempelvis Juggernaut (1991, Danmarks Lærerhøjskole, Emdrup), Abyss (1999, Handels- og Ingeniørhøjskolen i Birk ved Herning) og ikke mindst Elia (2001, Birk Center Park, Herning). Der er tale om enorme maskinkroppe og gennemæstetiserede installationer med en befriende mangel på mådehold, hvad angår format og elegance. Selv de mindre skulpturer får med deres industrielle og altid perfektionistiske finish en science fiction-agtig og nærmest magisk udstråling.

Om Cronhammars værker
Cronhammars værker opererer i spændingsfeltet mellem det arkaiske og futuristiske, mellem templet og kraftværket. Nok er værkernes umiddelbare udtryk fremmedgørende, som var de ikke lavet af mennesker. Men alligevel taler de til mennesket trods deres ofte rungende tavshed. Deres skrækindjagende fremtoning påminder os om de kræfter i verden, der er større end os selv. De udøver en art eksorcisme, der river os ud af vores normalverden og rutinesyn og konfronterer os med det ophøjede og fantastiske, men også med det uundgåelige: døden.

Se også
www.cronhammar.dk
www.elia.dk

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo