Udstillinger

Traditionen: katalysator og spændetrøje

©

© Nicolai Abildgaard: Mandsfigur. Kopi efter en af de

Traditionen som begrænsning
I slutningen af 1700-tallet føltes traditionen tung som en våd vinterdyne. Kunstnere havde astronomiske forbilleder at leve op til: Antikkens kunst og dens store arvtagere Raphael, Michelangelo og Poussin blev anset for kunsthistoriske højdepunkter, som hver ny generation ydmygt måtte efterfølge, vel vidende at ingen nogensinde ville kunne svinge sig op til fortidens højder.

Antikke dogmer
Verdens første kunsthistoriker, tyskeren Johann Joachim Winckelmann, var med til at cementere denne situation. Ud fra studier af Roms antikke fortidslevn i 1750’erne og 60’erne skabte han myten om antikkens ”ædle enkelhed og stille storhed” baseret på klassikere som Venus fra Milo og Apollon Belvedere.

Allerede i samtiden var der dog nogle, der henledte opmærksomheden på, at der også fandtes mange eksempler på antik kunst, der var uharmonisk og fuld af drama.

Men det blev Winckelmann, der fik patent på antikken som rolig, ren og regelmæssig – et billede der har holdt sig helt op til nutiden, hvor det kun er få år siden, at forskere afslørede, at antikkens skulpturer som regel var malede i kraftige farver!

© Nicolai Abildgaard: Richard III vågner af

Abildgaard og antikken
Winckelmanns nyklassicisme dannede skole for generationer af kunstnere. Men frem for lydigt at følge traditionens forskrifter, brugte Abildgaard dem som en mur at spille op ad. Ikke at han brød med traditionen – han var dybt betaget af Roms kunstskatte både fra antikken og renæssancen – men han udfordrede bevidst dens dogmer for at vriste sig fri og bemægtige sig et selvstændigt kunstnerisk ståsted på skuldrene af fortidens kæmper.

Den geniale kunstner
Den strategi, som Abildgaard ikke var ene om, er blevet udlagt som et forsøg på at skabe en ny norm for kunstnerisk geni: Den virkeligt geniale kunstner fulgte ikke nogle tillærte regler, men skabte frit og uafhængigt, som noget helt naturligt.

Det er også en af grundene til, at Shakespeare kom på mode i 1770’erne. Han var kendt for at overtræde skuespilkunstens regler og dyrke det uventede. Abildgaard var blot én af mange kunstnere i tiden, der identificerede sig med Shakespeare og omsatte hans dramaer til olie på lærred.

En anden digter, der blev kult i slutningen af 1700-tallet, var den skotske barde Ossian fra det 3. århundrede. Han blev kaldt nordens svar på Homer, og hans mytologiske heltekvad, der er hjemsøgt af genfærd og måneskin, inspirerede digtere, komponister og kunstnere over hele Europa – heriblandt Abildgaard.

© Nicolai Abildgaard: Ossian. Den gamle blinde

Oplysning og romantik
Det placerer Abildgaard lige i vadestedet mellem to store paradigmer: oplysningstiden på den ene side med dens ophøjelse af fornuft, dannelse og orden, og romantikken på den anden med dens dyrkelse af det sanselige, intuitionen og det sublime.

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo