Udstillinger
Nicolai Abildgaard, Christian I ophøjer Holsten til hertugdømme, 1780. Olie på lærred 308 x 197 cm.

Nicolai Abildgaard, Christian I ophøjer Holsten til hertugdømme, 1780. Olie på lærred 308 x 197 cm.

Christian I ophøjer Holsten til hertugdømme, 1780

Den første bestilling
I juni 1778 modtog Abildgaard den første bestilling til riddersalens udsmykning på Christiansborg. Forherligelsen af det oldenborgske dynasti blev her indledt med en fremstilling af dets grundlægger Christian 1.

Motivet
Abildgaard valgte i allegorisk form at vise det øjeblik, da kongen af den tysk-romerske kejser har fået tilladelse til at ophøje Holsten fra grevskab til hertugdømme i 1474. Forrest ses en kvinde, det personificerede Holsten, modtage hertugkronen af kongen efter først at have lagt grevekronen fra sig. Bag hende står Delmenhorst og Oldenborg. Sidstnævnte kendes på våbenskjoldet med de to røde bjælker på gul baggrund, som stadig findes i det danske kongevåben.

10 malerier – 13 konger

Kunstneren havde kun ti felter til at gengive de tretten konger af slægten, der var gået forud, inklusive Christian 7., og Abildgaard løste dette problem ved at lade Christian 1. flankere af sine to sønner Hans og Frederik, der begge kom til at efterfølge ham på tronen. Abildgaard manglede dog stadig Christian 2., som han heller ikke havde plads til. Han valgte derfor simpelthen at springe kongerækkens sorte får helt over for at få regnestykket til at gå op.

Fra skitse til færdigt værk

Abildgaard var gået grundig til værks i sine forudgående studier, og resultatet er da også derefter. Christian 7. var tilfreds, men lod alligevel professorerne Wiedewelt, Preisler og Mandelberg granske skitsen, og da de erklærede sig enige med kongen i september, kunne udførelsen af det færdige værk påbegyndes. I foråret 1780 var billedet færdigt og blev som det første indsat i riddersalen. Da slottet brændte i 1794, var det ét af blot tre riddersalsmalerier, der blev reddet ud af flammerne.

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo