Udstillinger

Vilhelm Hammershøi, Tre unge kvinder, 1895. Ribe Kunstmuseum

James McNeill Whistler, Arrangement i gråt og sort nr. 1: Portræt af kunstnerens mor, 1871. Musée d'Orsay, Paris

Arrangementer

Maleriet kendt som Whistlers mor fik kolossal betydning for kunstscenen, men også for Hammershøi. Det særlige ved Whistlers maleri er den stramme komposition, der er et arrangement af farver, overflader, linjer og stemninger, snarere end en direkte afbildning af virkeligheden.

Arrangement i gråt og sort – Whistlers mor
Kunstneren James Abbott McNeill Whistler malede i sommeren 1871 et portræt af sin mor i sit atelier i London. Billedet fik kolossal betydning på kunstscenen. Whistler komponerede billedets elementer i en stram æstetik, så det bevægede sig væk fra virkeligheden og på den måde foregreb symbolismens idé-, og stemningsmaleri.

Et arrangement snarere end et portræt
Titlen på billedet, Arrangement i gråt og sort nr. 1: Portræt af kunstnerens mor, fortæller, at det først og fremmest er et arrangement og dernæst et portræt. Whistler brugte begreber fra musikkens verden til at kategorisere sine billeder som for eksempel nocturner, symfonier og arrangementer. Han vægtede kompositionen af maleriet højere end det, at det skulle afbilde virkeligheden. Whistler insisterede på, at maleriet før noget andet er et arrangement af farver, overflader, linjer og stemninger.

Netværk af sammenhænge og kontraster
Maleriet Arrangement i gråt og sort nr. 1: Portræt af kunstnerens mor viser et markant samspil mellem den portrætterede mor og det interiør, som hun sidder i. Der opstår et netværk af sammenhænge og kontraster – for eksempel i forbindelserne mellem morens sort-hvide tøj og det sort-hvide forhæng. Det raffinerede arrangement overtager, og selvom billedet ikke har en egentlig fortælling, bliver det dramatisk i kraft af sammenhængen mellem figur og scenografi. Den dominerende og stramme æstetik giver fokus til en psykologisk skarphed.

Vilhelm Hammershøi, Kunstnerens mor, Frederikke Hammershøi, 1886. Privateje

Hammershøi og Whistler
Efter at Whistler havde udstillet maleriet i 1883 på Salonen i Paris, blev det et af de mest omdiskuterede malerier, og det er blandt de kunstværker, der øvede størst indflydelse på andre kunstnere i perioden.

Samme år blev det reproduceret i det franske tidsskrift Gazette des beaux-arts, og det har Hammershøi tilsyneladende set. I hvert fald malede han i 1886 et lille maleri af sin egen mor, der også ses siddende i profil i en mørk kjole mod en væg.

Hammershøi har sandsynligvis også set Whistlers værker på udstillinger i såvel Paris (1889 og 1891-92) som i København (1897). Han forsøgte flere gange at opsøge Whistler i London under sit ophold i byen i 1897-98, men forgæves, da denne var bortrejst i perioden.

Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo