Udstillinger

Den Menneskelige Komedie - om udstillingen

Henri de Toulouse-Lautrec skildrede mennesker i den moderne metropol i slutningen af 1800-tallet og i særdeleshed optrinnene på de forskellige parisiske forlystelsesscener. Udstillingen tegnede et skarpt fokuseret billede af en kunstner, der i sine værker dissekerede og kommenterede det moderne liv med slående og banebrydende effekter.

Englænderen på Moulin Rouge, 1892

På Moulin Rouge, La Goulue og hendes søster, 1892

Komediens scene, kulisser og stjerner
I en intens periode på omkring femten år lod Lautrec sig fascinere og opsluge af livet i byen og især på Montmartre. I hans værker iscenesatte han de forskellige typer, han stødte på: den lystne herre fra borgerskabet, flanøren, bohemen, den prostituerede, alfonsen og mange flere. Typer der knyttede sig til den moderne storby, den stigende forbrugskultur og den evige jagt på tilfredsstillelse af begær.

Overdrevne og karikerede træk
I skildringen af byens typer og de personligheder, der agerede på byens forlystelsesscener, forenklede og overdrev Lautrec deres karaktertræk og mimik, så det teatralske og typiske blev fremhævet.

Humoristisk distance og sensibel nærhed
Det karikerede føjer ofte en humoristisk og ironisk dimension til værkerne, men skaber også en spænding mellem distance og nærhed. Karaktererne er overdrevne, men fremstår samtidig med en sensibilitet, der afspejler den indsigt, som Lautrec har haft i den verden, han beskrev.

Madame Abdala, 1893

Caudieux på Petit Casino, 1893

Vi stillede skarpt på de grafiske værker
Udstillingen stillede skarpt på Lautrecs grafiske værker, herunder hans banebrydende plakater. Lautrec skelnede ikke kunstnerisk mellem maleri og grafik, der ellers rangerede lavere i kunstens hierarki. Det virker tværtimod som om hans grafiske eksperimenter har haft en afsmittede effekt på hans maleri.

Finkultur og massekultur - Lautrec var begge dele
Gennem arbejdet med illustrationer og reklamer ophævede Lautrec grænsen mellem massekultur og finkultur. Det gør ham til en af de tidlige avantgarde-kunstnere, der overskred det område, som kunsten traditionelt opererer indenfor.

Læs mere om Lautrec i Kobberstiksamlingen

La Clownesse, siddende, Mademoiselle Cha-U-Kao, 1896

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo