Udstillinger

Henri de Toulouse-Lautrec

Historien om Lautrec bliver let den velkendte beretning om den skæve kunstneroriginal, der på godt og ondt faldt i ét med sin kunst og sin motivverden. Læs biografien og se portrætfilmen og få nuancerne med.

Kolofon

Director: Henric Wallmark & Merete Sanderhoff
Voice over: Pelle Kann
Producer: Henric Wallmark
Script: Merete Sanderhoff, Statens Museum for Kunst
Art Historical Research: Birgitte Anderberg, Vibeke Knudsen & Mette Houlberg, Statens Museum for Kunst
English subtitles: Scandinavian Text Service


Nytårshilsen, 1897

Biografi

1864 Henri Marie Raymond de Toulouse-Lautrec-Monfa fødes i den sydfranske by Albi i en familie af fransk adelsslægt.

1872 Opholder sig i Paris med sin mor og møder maleren René Princeteau. Han bliver Lautrecs første læremester. De opbygger et venskab og holder gennem årene kontakt.

1875-80 Lautrec lider af dårligt helbred og brækker derudover inden for få år begge lårben. Bruddene, der sandsynligvis skyldes en arvelig knoglesygdom, hæmmer hans i forvejen langsomme vækst og bevirker, at han kun bliver 152 cm høj. I perioden tegner og maler han – især jagtscener og dyr, motiver inspireret af hans besøg på familieslottene.

1881 Tager studentereksamen og begynder for alvor at planlægge at blive kunstner. I Paris kommer han i René Princeteaus atelier.

1882 Starter som elev på Léon Bonnats malerskole. Senere på året skifter han til Fernand Cormons atelier, hvor han bliver indtil 1887.

1883 Får eget atelier på Montmartre. Bor på Hôtel Pérey, hvor også hans mor opholder sig, når hun er i Paris.

1884 Flytter til Montmartre og opsøger i stigende grad forlystelsesscenerne i kvarteret.

1886 Udstiller værker i kabareten Le Mirliton, hvor han er stamgæst og ven med ejeren, sangeren Aristide Bruant.

1887-89 Udstiller flere steder bl.a. på Les Beaux–Arts i Toulouse, Les XX-udstillingen i Bruxelles og på Salon des Indépendants i Paris. Théo van Gogh, Vincent van Goghs bror, køber flere af hans værker til Galerie Boussod et Valadon, og hans tegninger bliver publiceret i diverse magasiner. Fra 1889 og frem bliver Lautrecs motiver hovedsagelig hentet fra det parisiske forlystelsesliv.

1891 Lautrec begynder at lave litografiske tryk og på bestilling af Charles Zidler, direktøren for dansehallen Le Moulin Rouge, laver Lautrec sin første plakat Moulin Rouge, La Goulue. Plakaten gør Lautrec kendt i hele Paris. Efterfølgende bliver det grafiske tryk en vigtig udtryksform for Lautrec, og hans litografier og malerier udstilles hyppigt i både Frankrig og udlandet.

1892-1894 Lautrec er meget produktiv. Han udfører tegninger, litografiske serier og malerier af mange af de kendte stjerner bl.a. Bruant, Jane Avril og Marcelle Lender. Udgiver det litografiske album Yvette Guilbert. Rejser til London, hvor han bl.a. møder forfatteren Oscar Wilde.

1895 Udsmykker danserinden La Goulues stand på le Trône-markedet. Tiltagende alkoholisme præger ham.

1896 Lautrec udfører litografiserien Elles, et album med 11 litografier, der skildrer hverdagslivet i et bordel.

1899 Alkoholisme og syfilis nedbryder hans helbred, og han får hallucinationer. Er i en periode tvangsindlagt på en privat nerveklinik. Her producerer han en række tegninger med cirkusmotiver.

1901 Lautrec dør på moderens slot Château de Malromé 36 år gammel.

arrow Kommentarer (0)
 
Endnu ingen kommentarer
Skriv en kommentar
 


Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo