Presse

Statens Museum for Kunst

Om SMK | Samlingerne | 14.sep.2010

15 mio. kr. til hele Danmarks kunstsamling

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Det Obelske Familiefond har hver bevilget kr. 7,5 mio. til Statens Museum for Kunst til en helt ny og ambitiøs præsentation af museets samlinger af 700 års kunst. Første etape af den omfattende nyophængning står allerede klar til foråret 2011.

Statens Museum for Kunst har længe haft et ønske om at lave en ny præsentation af hele samlingen. Takket være generøs støtte fra A.P. Møller Fonden og Det Obelske Familiefond på i alt 15 mio. kr., er det lykkedes at sikre det økonomiske grundlag for projektet, og museets medarbejdere arbejder nu på fuld tryk med at realisere de ambitiøse planer.

Museumsdirektør Karsten Ohrt udtaler:
"Statens Museum for Kunst huser landets væsentligste samlinger af kunst, og vi ser det som én af vores allervigtigste opgaver at være i stand til at aktualisere denne billedkunstneriske kulturarv. Derfor er det en stor glæde, at de to store fonde kommer os i møde på så fornem vis. Deres generøse støtte sikrer, at vi nu kan præsentere samlingerne i tidssvarende og formidlingsstærke rammer, der gør kunstens historie fra den tidlige renæssance til i dag stadig vedkommende."

Nye rammer og fortolkninger

Publikum kan forvente både en kunsthistorisk nytolkning af samlingerne og en opdatering af museets formidling med nye analoge og digitale tilbud samt ikke mindst publikumsfaciliteter, der understøtter den gode museumsoplevelse. Det ca. 6.700 m² store udstillingsareal bliver renoveret, og den samlede nyophængning vil præsentere omkring 1500 kunstværker. Der er tale om en opgave, der i omfang og ressourcer svarer til adskillige store særudstillinger.

Tre museer i ét
Den enorme volumen og mangfoldighed i samlingerne gør et besøg på Statens Museum for Kunst til en overvældende oplevelse. Der er stof til flere besøg, hvilket også tilskyndes med den gratis entré til samlingerne. Den kommende nyophængning vil yderligere støtte op om det fokuserede museumsbesøg. Samlingerne fordeler sig i tre hovedområder: en ældre europæisk, en ældre dansk og en moderne med kunst efter 1900. Disse tre hovedområder vil fremover fremstå som selvstændige sektioner med mere eller mindre adskilte profiler. Som tre museer i ét, der udnytter de enkelte samlingsområders særlige karakter og potentiale.

De ældre samlinger bliver installeret i hver sin fløj i Vilhelm Dahlerups historicistiske bygning, mens den moderne kunst placeres i museets hvide tilbygning.

Åbning i tre etaper
Den nye præsentation af museets samlinger åbner i tre etaper. Til maj 2011 åbner den ældre danske sektion med kunst fra 1750-1900. I efteråret 2010 følger sektionen med europæisk kunst fra 1400-1800. Og som det sidste præsenteres den moderne sektion i foråret 2012.

Læs mere om den kommende nyophængning.


For yderligere oplysninger:

Presseansvarlig
Jakob Fibiger Andreasen
T +45 3374 8474
M +45 2961 6949
E jakob.fibiger_@_smk.dk

Overinspektør
Peter Nørgaard Larsen
T +45 3374 8536
E peter.larsen_@_smk.dk

Senest opdateret: 26.aug.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo