Presse

Johannes Simon Holtzbecker. Iris susiana; Iris florentina (detalje). Fra Gottorfer Codex, 1649-1659

Pressemeddelelser | 7.jan.2013

Blomster-boom på SMK i 2013

Statens Museum for Kunst står i fuldt flor, når forårets store særudstilling viser en overdådig og frodig parade af 200 års blomstermalerier. Her er både de velkendte og sjældent eksotiske blomster samt de helt underlige, du aldrig før har set. Det hele er scenograferet som en idealhave, hvor billedfloraen knopskyder på tværs af årstidernes luner, klima og geografi.

Blomster og Verdenssyn
22. marts - 20. oktober 2013

Med godt 300 værker byder udstillingen på en sanselig vandring i blomsterverdenens mangfoldighed, og samtidig graver den et spadestik dybere og viser, at en blomst ikke bare er en blomst. Blomstermaleriet har altid været under forandring. Med fokus på 1600- og 1700-tallets rigt varierede blomstermaleri går udstillingen tæt på, hvordan kunstnernes sirlige gengivelser af blomster, frugt og planter er påvirket af historien, og hvordan genren fra én tid til en anden er betinget af det herskende verdenssyn.

Blomster med et tvist
Lige så udskældt og marginaliseret blomstermaleriet har været i de finere kunsthistoriske kredse, lige så elsket har det været af kunstnere og kunstsamlere gennem tiderne. Afbildning af blomster og planter har eksisteret lige så længe som billedkunsten selv – måske netop fordi, billedblomsterne er andet og meget mere end blot uskyldig dekoration. Blomstermaleriet har tilpasset sig ikke bare omvæltninger i kunstens historie, men også de til tider drastiske skift i vores verdensanskuelse. Udstillingen på SMK dykker ned i en periode, hvor mennesket stod på tærsklen mellem en symbolsk og en videnskabelig måde at betragte verden på, og kaster lys over de spor, det satte i det tyske, flamske og hollandske blomstermaleri.

Et prestigemotiv
I kraft af de mange enormt detaljerede værker synliggør udstillingen samtidig, hvorfor blomster har været et yndet motiv i billedkunsten. I portrætteringen af blomster er kunstnere for alvor blevet udfordret til at demonstrere deres håndværksmæssige virtuositet. Udstillingen viser både velkendte hovedværker samt en lang række malerier, som sjældent eller aldrig før har været udstillet. De fleste af de udstillede værker stammer fra de kongelige samlinger. Deriblandt det gevaldige firebinds blomsterbogværk Gottorfer Codex, som forud for udstillingen har været gennem en mangeårig og gennemgribende restaurering, så et stort udvalg af de mange blomstermalerier nu kan fremstå med samme kraft og pragt, som da kunstneren satte sit sidste penselstrøg på dem. Mange af udstillingens øvrige værker har været igennem lignende ansigtsløft, og i selve udstillingen vil der være et konserveringsværksted, hvor man kan følge live restaurering af udvalgte blomstermalerier.
Læs mere om udstillingen.

Bogudgivelser
I anledning af udstillingen udgiver SMK kataloget Blomster og Verdenssyn. Rigt illustreret og med artikler af kunsthistorikere, konservatorer og botanikere. Samtidig udgiver Pretzel Verlag i samarbejde med SMK pragtbogen Det grønne Florilegium med samtlige 385 blomstermalerier fra et af 1600-tallets fineste florilegier.

Udstillingen er støttet af
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, 15. Juni Fonden, Konsul George Jorck og hustru Emma Jorck’s Fond, Samuel H. Kress Foundation, administered by the Foundation of the American Institute for Conservation, Stiftung Schleswig-Holsteinische Landesmuseen Schloss Gottorf, Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat og AFSMK (American Friends of SMK)

PRESSEFOTOS kan downloades her.

For yderligere oplysninger:

Jakob Fibiger Andreasen
Presseansvarlig
E jakob.fibiger@smk.dk
T +45 3374 8474
M +45 2961 6949

Eva de la Fuente Pedersen
Museumsinspektør
E eva.pedersen@smk.dk
T +45 3374 8532

Hanne Kolind Poulsen
Museumsinspektør
E hanne.kolind@smk.dk
T +45 3374 8512

Senest opdateret: 8.apr.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo