Presse

Marianne Grønnow. When it falls, 2008. Foto: Galleri Specta

| 28.okt.2010

Danmarks største malerpris går til…

Jens Søndergaard og Hustrus Mindelegat på 150.000 kr. tildeles i år kunstneren Marianne Grønnow. Overrækkelsen sker onsdag d. 27. oktober på Statens Museum for Kunst.

Jens Søndergaard og Hustrus Mindelegat uddeles for 16. gang. I år tilfalder legatet på 150.000 kr. den danske kunstner Marianne Grønnow (f. 1962). Grønnow modtager legatet i morgen aften ved et lukket arrangement på Statens Museum for Kunst.

Legatmodtageren
Marianne Grønnow modtager Søndergaard-legatet for sit gennemførte originale billedsprog, som har gjort hende til én af landets mest konsekvente fornyere af det ornamentale maleri. Fra starten, og mere eller mindre uden tøven, fandt Grønnow et udtryk og en motivkreds, hvis udfordringer og muligheder stadig optager hende. De tidlige værker var ikke mindst optaget af naturen i form af forenklede plante- og blomstermotiver i frodige og farverige konstellationer. Med tiden har Grønnows vedvarende arbejde med ornamentik ført hende til et nyt medie, hvor udklippede og udstansede ornamenter i papir og karton slipper fladen og bevæger sig ud i rummet i ofte overdådige, poetiske installationer.

Marianne Grønnow er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1986-93. Hun er bl.a. repræsenteret på Malmø Konstmuseum og Statens Museum for Kunst.

Jens Søndergaard og Hustrus Mindelegat

Legatet er knyttet til maleren Jens Søndergaard (1895-1957), en af de væsentligste skikkelser i den danske modernisme i første halvdel af 1900-tallet. Med Vesterhavet og landskabet omkring Thy som sit foretrukne motiv skildrede Søndergaard indgående dramaet mellem natur og menneske med en på en gang foruroligende og afdæmpet ekspressiv stil.

Malerlegatet, som er landets største, er testamentarisk stiftet af Søndergaards datter, den nu afdøde maler Annelise Søndergaard. Legatbestyrelsen består af advokat Niels Søby, billedkunstner Bodil Nielsen og museumsdirektør på Statens Museum for Kunst Karsten Ohrt.

Tidligere modtagere

Tidligere modtagere af Søndergaard-legatet har været: Christian Schmidt-Rasmussen, Tal R, Lars Nørgård, Nils Erik Gjerdevik, Lise Malinowsky, Jesper Christiansen, Anders Kirkegaard, Troels Wörsel, Michael Kvium, Lene Adler Petersen, Peter Bonde, Erik A. Frandsen, Inge Ellegaard og Kehnet Nielsen.


For yderligere oplysninger:
Presseansvarlig
Jakob Fibiger Andreasen
T +45 3374 8474
M +45 2961 6946
E jakob.fibiger_@_smk.dk

Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo