Presse

Jazz for Kids

Pressemeddelelser | 25.sep.2012

Efterårsferie på SMK

Master Fatman leverer tegnesoundtracks til kreative børn. Albumaktuelle Martin Hall giver koncert og børneværkstedet eksperimenterer med rødbeder, græs og kaffe. Der er kunstfilm i museets biograf, og den nye særudstilling [detaljer] åbner. Statens Museum for Kunst summer af musik, leg og levende kunst hele efterårsferien.

Det er for børn alle dage i efterårsferien

Master Fatman leverer levende tegne-soundtracks på museets store scene til Jazz for Kids. En workshop for børn der forener kunst og musik. Bevæbnet med farveblyanter, et tre meter langt lærred og et specialdesignet lydspor sammensat af forunderlig musik fra en af landets mest utrolige pladesamlinger, tager Master Fatman alle børnene med på en musikalsk rejse til fremmede planeter. I fællesskab flytter de musikken fra scenen ned på papiret. Den 16. 17. og 18. oktober. Scenen kl. 13-16. Koncerterne er gratis.

I Børnenes Værksted eksperimenterer de med rødbeder, græs, jord og kaffe og udfordrer kreativiteten med pensler, maling og klister. Børn og barnlige sjæle i alle aldre kan lave deres egne kunstværker, og museets kunstnere står til rådighed med kyndig vejledning hver dag i efterårsferien. Den 15.- 21. oktober kl. 10.30-16.30.

Der er gratis omvisninger for børn i børneudstillingen Liv og Døden. Alle dage i efterårsferien undtagen den 20. oktober. Omvisningerne starter kl. 13.

Ny udstilling: [detaljer]

Der er mulighed for at gå i detaljer med kunsten, når SMK den 12. oktober åbner den nye særudstilling [detaljer]. Udstillingen stiller skarpt på detaljens betydning i kunsten og giver indblik i detaljens afgørende rolle som nøglen til forståelsen af mange værker. Udstillingen zoomer ind på kunstværker af Vilhelm Hammershøi, Christen Købke, Jens Juel, Caspar David Friedrich, Richard Mortensen og Franciska Clausen.

Kulturnatten

SMK åbner dørene op til en aften med ekstraordinære kunstoplevelser på hele museet. På scenen giver albumaktuelle Martin Hall koncert, hvor Matisse-udstillingen er omdrejningspunktet. Susanne Grinder og Alban Lendorf fra Den Kongelige Ballet opfører balletsolo fra Le Rossignol – Nattergalen, som den franske kunstner Henri Matisse skabte scenografien og kostumerne til i 1925. I Børnenes Værksted bygger de fantasifuld lakridskonfektkunst. Mens de voksne kan udfolde sig i værksted for voksne, hvor de støber fingrer, næser og tæer i gips til et stort kunstværk. Besøgende kan komme med på særomvisninger, der går helt tæt på kunstværkerne og høre spændende art-talks. Hele aftenen er der forfriskninger i den visuelle bar, hvor der vises korte animationsfilm og interviews med kunstnere. Kulturnatten den 12. oktober kl. 18-24. Kulturpas kræves.

Læs mere om Kulturnatten på SMK

Kunstfilm i museets biograf

Museets biograf viser den anmelderroste kunstfilm The Mill and the Cross. Som noget helt særligt kommer filmens polske instruktør Lech Majewski selv og præsenterer filmen på SMK den 14. oktober. Filmen er inspireret af Pieter Bruegels den Ældres maleri Kristi gang til Golgatha fra 1564. På enestående vis og ved hjælp af avanceret computerteknologi oversætter Lech Majewski maleriet fra lærred til filmens univers og tager publikum med på en rejse ind i maleriets mysterium.

Den 14. oktober med artist-talk og den 21. oktober i museets biograf kl. 14. Filmvisningen er gratis. Billetter kan hentes i Informationen fra kl.13 samme dag.

Læs mere om filmen her

Matisse – foredrag og omvisninger

Den 13. oktober holder Ph.d. studerende Caroline Levisse foredrag om Henri Matisses kunstneriske personlighed. Foredraget er gratis og finder sted i museets biograf kl. 14-15. Derudover er der i efterårsferien omvisninger i særudstillingen Matisse - fordobling og variation, hvor publikum kan komme helt tæt på en lang række unikke mesterværker af Matisse. Matisse-udstillingen lukker den 28. oktober og sendes videre til The Metropolitan Museum of Art i New York.
Omvisninger den 13.-14. og 20.-21. oktober. Omvisningen starter ved Mødestedet i Skulpturgaden kl.13.

Mandag den 15. oktober holder SMK ekstraordinært åbent.

Læs mere om museets mange efterårsarrangementer

For yderligere oplysninger:
Presseassistent
Else Svensgaard
else.svensgaard_@_smk.dk T +4533748423                                                                                                                                                                                                    M +4525396474

  • Af:
  • 25.sep.2012
Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo