Presse

© Der indgår blandt andet hakket kød, teaterblod, maddiker og snaps på J&Ks cross-media omvisninger. Her fotoværket The Nation - Power, Foto: Natascha Rydvald

Pressemeddelelser | 18.nov.2013

Guldalderkunst set fra fremtiden

Den dansk tyske kunstnerduo J&K er overalt i disse dage: På CPH: DOX, på Kunst-Werke i Berlin og fra 22. november på Statens Museum for Kunst, hvor deres performance "The Nation" kan opleves live samt som video og fotoværker.

Det starter som en almindelig omvisning i guldalderkunst, men som altid når kunstnerduoen J&K er involveret, udvikler det sig hurtigt til noget helt andet. Denne omvisning inkluderer fx udklædning af publikum, skåleri med øl og snaps samt poser med bl.a. maddiker og teaterblod.

Publikum bliver ledt igennem kunsthistorien, mens omviserne, der er ankommet fra en fjern fremtid, hele tiden transformerer sig til nye karakterer, som har et helt andet blik på de kendte guldaldermalerier. Et blik, der giver nye perspektiver på værkerne, men som også stiller spørgsmålstegn ved danskheden og nationalstaten som organisationsform. En konstruktion, vi i dag tager for givet, men som i virkeligheden kun har eksisteret i sin nuværende form i cirka 200 år.

Man kan opleve J&Ks omvisninger den 22., 23. og 24. november, hvorefter man i sal 218B vil kunne få et indblik i deres univers via fotografiske værker inspireret af deres performance samt en kort video, der præsenterer indholdet. Omvisningerne er et led i en ny række af såkaldte cross-media omvisninger, der blander traditionel museumsformidling med performance, skuespil og installation.

Alternative perspektiver
Formålet med både præsentation og performances er ifølge J&K at præsentere publikum for et kreativt og alternativt blik på kunsthistorien, hvor de to kunstnere fortolker værkerne frit. På den måde udfordrer de den gældende kunsthistorie og peger på, at også den er en konstrueret fortælling.

Dette greb har de tidligere benyttet i bl.a. en intervention på det historiske Pergamon Museum i Berlin, hvor de gennem en sekskantet montre i udstillingen ”Babylon. Truth” udfordrede arkæologernes fortolkning af de mange udstillede genstande.

Plads til utopierne
På SMK er det nationalstaten, der kommer under lup. For bør vi tage en så relativ ny konstruktion som nationalstaten for givet? Og hvad vil der ske, hvis nationalstaten ophører med at eksistere? Det er blandt de spørgsmål, de to kunstnere gerne vil have folk til at reflektere over.

”Vores tid er et lille sekund i den store tidsregning, men det glemmer man let og tager for givet, at verden vil forblive, som den er i dag. Vi vil gerne have folk til at zoome ud og se det store billede – at verden som vi kender den, vil se helt anderledes ud om 100 år,” fortæller Kristine Agergaard, den ene halvdel af J&K.

J&K vil gerne ruske i folks vanetænkning ved at give dem et større perspektiv, der kan åbne op for det, som de kalder utopiske tanker.

”Ved at vise folk, at verden vil forandre sig markant over tid, håber vi, at vi kan inspirere dem til at tænke nogle utopiske tanker og forestille sig en anden verden, og måske endda forsøge selv at være med til at forme fremtiden,” fortæller Kristine Agergaard.

Tid og sted
J&K vil tage folk med på guidet tur kl. 14 én gang daglig fra fredag den 22. til søndag den 24. november. Billetter frigives 30 minutter før start, og de kan afhentes i Informationen Der er et begrænset antal pladser.

Resten af tiden kan man se deres fotoværker og video i sal 218B i ”Dansk og Nordisk kunst 1750-1900”.

Om J&K
Janne Schäfer (f. 1976) er uddannet ved Universität der Künste i Berlin. Kristine Agergaard (f. 1975) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Begge kunstnere har desuden en BA fra Chelsea College of Art and Design i London. De har siden 1999 arbejdet sammen som kunstgruppe oftest i krydsfeltet mellem installations- og performancekunst. Deres værker er kendetegnet ved, at de på forskellig vis tager livtag med de store eksistentielle emner. I spændingsfeltet mellem det banale og dybt komplicerede og mellem humor og seriøsitet undersøger J&K de lag og betydninger, der forputter sig i forskellige forestillinger og klicheer.

Cross-media omvisningerne er støttet af Bikubefonden
J&Ks cross-media omvisninger er blevet muliggjort af Bikubefonden, der over de næste tre år har bevilget 4,4 mio. kr. til et nyt program for formidlingsaktiviteter på SMK.Læs mere

For yderligere oplysninger:

Marlene Mee Ahrens
Pressemedarbejder
E: marlene.ahrens_@_smk.dk
T +45 3374 7197

Marianne Grymer Bargeman
Enhedsleder
E: marianne.bargeman_@_smk.dk
T +45 3374 8541

Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo