Presse

Kira Skov synger Billy Holiday

Scenen | 25.jan.2011

Jazz en masse på Statens Museum for Kunst

VinterJazz er en landsdækkende musikfestival med fokus på live jazz. Statens Museum for Kunst præsenterer sit program i samarbejde med Copenhagen Jazz Festival og har efter flere år med jazz på scenen valgt at fokusere yderligere på netop jazzen i 2011 med en række forskellige initiativer.

Det betyder at man i det kommende år kan opleve Jazz For Kids på museet i skoleferierne, koncerter i forbindelse med Vinterjazz og i lighed med 2010 en koncertrække på Scenen under Copenhagen Jazz Festival i juli. Samt naturligvis den omfattende børnejazzfestival Jazz For Kids i Østre Anlæg, hvor museets værksteder rykker udendørs og præsenteres i et samlet hele med billedkunstværksteder, live musik og andre aktiviteter for børn og deres forældre. Som et helt nyt initiativ vil museet og festivalen præsentere et nyt jazzbrunch koncept i løbet af foråret.

Officiel åbning af Vinter Jazz
VinterJazz 2011 skydes i gang fredag 28. januar kl. 16 på Statens Museum for Kunst, og her vil man bl.a. kunne opleve Kresten Osgood Og Hvad Er Klokken? – et legendarisk band på den Københavnske musikscene med et repertoire der spænder fra Osgoods kompositioner til Duke Ellington, Ornette Coleman, Ahmed Abdullah, Neil Young, Mike Stern og Bob Dylan. Trioen optræder altid med gæster, og til denne særlige åbnings-event får de besøg af fire, markante musikere fra Berlin i form af saxofonisterne Tobias Delius, Henrik Wallsdorf og Phillip Gropper samt pianisten og trommeslageren John Schröder. Der er desuden fri adgang til Bob Dylan-udstillingen i denne sammenhæng.

To weekender med gratis koncerter under Vinterjazz på Statens Museum for Kunst
Scenen på Statens Museums for Kunst danner de smukke rammer for i alt fire gratis koncerter i løbet af VinterJazz. Den første weekend kan man opleve et dobbelt program: Hans Ulrik Duo Sessions, hvor saxofonisten optræder i samspil med henholdsvis Thomas Clausen & Benjamin Koppel og en sjælden duo koncert med Cæcilie Norby & Lars Danielsson. Ugen efter er der mulighed for at genhøre kunstnere bag en af de mest vellykkede koncerter fra sommerens festival, når Josefine Cronholm præsenterer materialet fra sit seneste udspil Songs of the Fallen Feather. Den sidste søndag under VinterJazz sluttes af med manér, når Kira Skov går på scenen med en hyldest til Billie Holiday.

Alle nævnte koncerter foregår på Scenen på Statens Museum for Kunst.
Der er gratis entré til alle koncerterne.

Mere info nedenfor samt på www.smk.dk og www.jazz.dk

Statens Museum For Kunst
Hanne Støvring, Sceneansvarlig
hanne.s_@_smk.dk
T  +45 4160 8561

Copenhagen Jazz Festival
Signe Lopdrup, festivalleder
E signe_@_jazz.dk
T  +45 2514 0422

Samlet program: VINTERJAZZ 2011 @ STATENS MUSEUM FOR KUNST

28. jan, kl. 16
Official Opening: Hvad er Klokken? + special guests
VinterJazz 2011 skydes i gang fredag 28. januar kl. 16 på Statens Museum for Kunst, og her vil man bl.a. kunne opleve Kresten Osgood Og Hvad Er Klokken? – et legendarisk band på den Københavnske musikscene med et repertoire der spænder fra Osgoods kompositioner til Duke Ellington, Ornette Coleman, Ahmed Abdullah, Neil Young, Mike Stern og Bob Dylan. Trioen optræder altid med gæster, og til denne særlige åbnings-event får de bl.a. musikalsk besøg fra Berlin.

29. jan, kl. 15
Hans Ulrik Duo Sessions – m. Thomas Clausen & Benjamin Koppel
Oplev en af landets fineste tenorsaxofonister i to meget forskellige duo-konstellationer. 45-årige Hans Ulrik er med sit lyriske, ekspressive udtryk en af de mest slidstærke saxofonister på den hjemlige scene. Denne lørdag eftermiddag på Statens Museum for Kunst skal vi først opleve ham i selskab med den danske klaverveteran Thomas Clausen og en håndfuld (nænsomt arrangerede) danske sange – mens anden halvdel byder på en ren saxofon-afdeling med energibundtet Benjamin Koppel i rollen som aktiv medspiller. Her skal vi bl.a. høre smagsprøver fra de to saxofonisters fælles cd-projekt ”The adventures of a Polar Expedition”.

30. jan, kl. 15
Cæcilie Norby & Lars Danielsson

I 2010 var det 25 år siden at sangerinden Cæcilie Norby plade-debuterede med bandet Frontline. Dette fejrede hun bl.a. med den flotte udgivelse ”Arabesque”, produceret af bassisten/multi-instrumentalisten Lars Danielsson og Norby selv. De tos musikalske samarbejde er blevet forædlet igennem adskillige år, og fra tid til anden (dog ikke ret ofte) kan man opleve dem som duo, med alt hvad det fører med sig af musikalsk intimitet og højt til loftet. Oplev Norby & Danielsson helt eksklusivt i forbindelse med en eftermiddagskoncert på Statens Museum for Kunst under VinterJazz 2011, nærmere betegnet søndag 30. januar kl. 15.

05. feb, kl. 15 
Josefine Cronholm ”Songs of the Fallen Feather”
En af de bedste koncerter under Copenhagen Jazz Festival 2010 foregik på Borups Højskole og blev leveret af den svenskfødte sangerinde/sangskriver Josefine Cronholm og hendes band. Hvis man ikke var en af de heldige publikummer den aften, byder VinterJazz’en på en ny mulighed for at stifte bekendtskab med Cronholms smukke, dragende univers. Stedet er Statens Museum for Kunst – og musikken er primært hentet fra sidste års skamroste ACT-udgivelse ”Songs Of The Falling Feather”, som i øvrigt er produceret af Henrik Lindstrand fra Kashmir.

06-feb, kl. 15
Kira Skov sings Billie Holiday

På VinterJazz’ens sidste dag vil danske Kira Skov præsentere sin egen personlige hyldest til en af de mest personlige stemmer i amerikansk jazz; Billie Holiday. Det karismatiske vokalikon, hvis relativt korte liv var både stormfuldt og tragisk, leverede soundtrack’et til Kiras tidlige ungdom, og står den dag i dag som en af rocksangerindens største inspirationskilder. Hyldestprojektet tiltrak et rekordstort publikum under sommerens jazzfestival, og der er planer om at indspille musikken med henblik på en dedikeret udgivelse af materialet. Billie Holiday døde 17. juli 1959, 44 år gammel.

  • Af:
  • 25.jan.2011
Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo