Presse

Lindsay Seers. It has to be this way², 2009. Film still. © Lindsay Seers og Matt’s Gallery, London.

Udstilling | 19.maj.2010

NY UDSTILLING. Lindsay Seers i x-rummet

En ung kvinde mister sin hukommelse efter et trafikuheld, og et år efter forsvinder hun sporløst. Kunstneren Lindsay Seers er halvsøster til kvinden – Christine Parkes. Seers eftersporer søsterens rejser i håb om at løse mysteriet om hendes forsvinden. Iklædt en soldateruniform fra kolonitiden rejser hun til Ghana, hvor hun opruller sine forældres tid som diamantsmuglere i Vestafrika såvel som den postkoloniale historie i området, der oprindeligt var kendt som Den Svenske og siden Den Danske Guldkyst. Velkommen til videoinstallationen It has to be this way² i x-rummet på Statens Museum for Kunst.

Lindsay Seers
It has to be this way²
x-rummet
22. maj – 26. september 2010



Psyko-geografisk eftersøgning af forsvunden søster
It has to be this way² er fortsættelsen af kunstneren Lindsay Seers’ filmiske, fotografiske og psyko-geografiske eftersøgning af sin forsvundne halvsøster Christine Parkes. Christine fik hukommelsestab efter et scooteruheld i Rom og for-svandt efterfølgende. Nu prøver Seers at efterspore hende ved at forsøge at leve sig ind i søsterens situation og følge hendes spor. Hun dykker ned i deres fælles arkiv af fotos og udvælger ni billeder efter et tilfældighedsprincip. Billederne bestemmer herefter hendes videre rejse og strukturerer værkets fortælling.

Den Svenske/Danske Guldkyst i x-rummet
I værket bliver historien om kolonitidens Ghana – oprindeligt kendt som Den Svenske og Den Danske Guldkyst (1650-1755) – oprullet i en spejling af Seers’ egen familiehistorie. Iført en soldateruniform fra renæssancen med et videokamera integreret i uniformskasketten geniscenesætter og registrerer hun på én gang flere lag af historier. I x-rummet danner en genskabelse af en bygning fra kolonitiden den arkitektoniske ramme for oplevelsen af Seers’ univers.

Publikum bliver inddraget i hendes kreative proces, hvor observation og forståelse glidende veksler mellem skiftende synspunkter. Der er hos Seers ingen fast betydning i hverken fotografier, film eller tekster. Gennem hendes fotografiske udforskninger bliver fortiden konstant omskrevet, og den rummer et uendeligt po-tentiale for forskellige udfald, som alle er indskrevet i hinanden.

Bogudgivelse
I tillæg til udstillingen udgives romanen It Has To Be This Way² skrevet af M. Anthony Penwill, hvori forskningsnoter, breve og fotografier samler historien om Christine Parkes, som den udfolder sig i Lindsay Seers’ seneste to værker, It has to be this way 1 + 2. Bogen er gratis for museets besøgende. (ISBN 978-0-907623-70-0).

Lindsay Seers (f.1966) bor og arbejder i London og har med sin kombination af video, foto og performance skabt stor international opmærksomhed. Udstillingen i x-rummet er Lindsay Seers’ første præsentation i Danmark.

Hovedsponsor for x-rummet:
Nykredit

Materialer støttet af:
Scan-Trapper A/S
Farusa Emballage A/S

Pressefotos kan hentes på:
http://pressefotos.smk.dk/


For yderligere oplysninger:

PR-medarbejder
Peter Kirkhoff Eriksen
E peterkirkhoff.eriksen@smk.dk
T +45 3374 8423
M +45 2559 7807

Museumsinspektør
Marianne Torp
E marianne.torp_@_smk.dk
T +45 3374 8535

Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo