Presse

Tacita Dean. Dead Budgie Project, 2002. Courtesy the artist, Niels Borch Jensen Editions, Frith Street Gallery, London & Marian Goodman Gallery, New York/Paris.

Pressemeddelelser | 7.jan.2014

NY UDSTILLING: Tacita Dean - Print Projects

En undulats liv og død. Et kommunistpalads på tærsklen til nedrivning. Og de brune hessianvægge i rummene med Joseph Beuys’ installation i Darmstadt før den omdiskuterede renovering. ”Jeg forsøger at indfange noget, inden det ikke længere er der,” har den britiske og internationalt anerkendte kunstner Tacita Dean udtalt. Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst tager hul på en ny udstillingsrække og viser for første gang en samlet præsentation af Tacita Deans grafiske produktion.

TACITA DEAN - PRINT PROJECTS
Den Kongelige Kobberstiksamling
17. januar - 18. maj 2014

PRESSEFOTOS kan downloades her.

Ud over tid og sted er det egentlig meget lidt, Tacita Dean (f. 1965) har til fælles med den generation af Young British Artists, som hun ofte forbindes med. Hvor kunstnere som Tracey Emin og Damien Hirst med en vis flair for det sensationelle tog den internationale kunstscene og medieverden med storm i 1990’erne, har Tacita Dean stille og roligt arbejdet i sin helt egen retning. Det er således en helt anden og langt mere subtil tilgang, Tacita Dean har til kunsten. Og selvom hun gennem årene har afprøvet stadig nye territorier, er hendes værker kendetegnet ved en stærk sammenhængskraft, hvilket vidner om en kunstner, som fra starten og uden tøven har fundet et udtryk og en emnekreds, der stadig optager og udfordrer.

Grafiske værker
Tacita Dean forbindes først og fremmest med sin omfattende produktion af 16-mm-film. Sideløbende har hun arbejdet i et bredt register af medier, og i fotogravuren har hun fundet et potentiale til at skabe samme dybdevirkning som i filmens billeder. Dette har hun realiseret og videreudviklet i samarbejde med den danske kobbertrykker Niels Borch Jensen, som siden de første tryk har stået for hendes grafiske produktion. Udstillingen i Kobberstiksamlingen er den første, der udelukkende retter fokus på Tacita Deans grafiske værk. Med godt 90 værker viser den størstedelen af hendes grafiske produktion fra 2001 og frem til i dag.

Fortællinger, der forsvinder
Ikke mindst i fotogravurens stoflige og slørede udtryk indkredser Tacita Dean et gennemgående motiv i sin kunst, nemlig forholdet mellem erindring og tid, fiktion og realitet, som hun udfolder serielt i et nærmest filmisk storyboard. Nogle af motiverne er stills fra hendes film, mens andre er hentet fra gamle postkort, reklamer og amatørfotografier, som hun har fundet på loppemarkeder. Disse bruger hun til at konstruere fortællinger om store og små historiske eller nutidige handlinger og begivenheder. De mere eller mindre konkrete fortællinger er båret af samme vedvarende fascination af det, der er forsvundet eller på vej til at forsvinde. Fortælleteknisk opererer Tacita Dean i det skjulte. Fortællingen får næsten aldrig lov til at fremstå som en fremadskridende, sammenhængende historie i klassisk forstand. Billederne løsrives fra fortællingens greb, idet fraværet af indhold vendes til et stærkt visuelt nærvær.

Blå bog
Tacita Dean har siden 2000 boet og arbejdet i Berlin. Hun er uddannet ved bl.a. Slade School of Fine Art i London og har udstillet på adskillige museer, herunder Tate Britain, London (2001), ARC Musée d’Art Moderne de la Ville de Paris, Paris (2003), Schaulager, Basel (2006), Solomon R. Guggenheim Museum, New York (2007), mumok: Museum Moderner Kunst Stiftung Ludwig Wien, Wien (2011), Tate Modern, London (2011), New Museum, New York (2012), og Hammer Museum, Los Angeles (2013). Desuden har hun deltaget i Venedig Biennalen (2003 og 2005) og på Documenta 13 (2012). Hun har modtaget adskillige priser, bl.a. Hugo Boss-prisen, Solomon R. Guggenheim Museum, New York (2006), og Kurt Schwitters-prisen (2009). Hun har gennem hele sin karriere skrevet om sin kunst.

Bogudgivelse
I forbindelse med udstillingen udgiver Statens Museum for Kunst samtidig kataloget Tacita Dean – Print Projects.
Artikel af overinspektør Vibeke Vibolt Knudsen. Med forord af tidligere direktør Karsten Ohrt.
48 sider, rigt illustreret. Dansk med engelsk oversættelse.
Pris: 68 DKK. Kan købes i museets boghandel.
ISBN: 978-87-92023-49-0

Den Kongelige Kobberstiksamlings udstillinger er støttet af
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.


Læs mere om udstillingen her.

PRESSEFOTOS kan downloades her.

For yderligere oplysninger:

Presseansvarlig
Jakob Fibiger Andreasen
E jakob.fibiger@smk.dk
T +45 2961 6949

Overinspektør
Vibeke Vibolt Knudsen
E vibeke.knudsen@smk.dk
T +45 2552 7230

Senest opdateret: 7.jul.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo