Presse

Caspar David Friedrich. To mænd, der betragter månen, ca. 1835. Lån fra Galerie Hans, Hamburg.

Samlingerne | Pressemøder | 18.maj.2011

Tysk visit på Statens Museum for Kunst

Statens Museum for Kunsts nye og omfattende præsentation af dansk og nordisk kunst fra museets samlinger får prominent besøg fra Tyskland. Museet har indlånt fire malerier af Caspar David Friedrich – én af tysk billedkunst helt store skikkelser.

Caspar David Friedrich (1774-1840) betragtes i dag som den mest betydningsfulde tyske landskabsmaler fra den romantiske epoke. Når det gælder kunstsamlinger i Danmark, er han dog en parentes. Der findes i dag ingen malerier af Friedrich på danske kunstmuseer, og det er på trods af, at den tyske maler gennem en stor del af sit liv havde tætte bånd til Danmark og blev en vigtig inspirationskilde for flere danske kunstnere.

Hovedspor og understrømme
Det råder Statens Museum for Kunst nu en smule bod på, når museet den 28. maj åbner ”Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900”. En kraftpræstation, der med godt 400 kunstværker i udfolder de første 150 år i dansk billedkunsts historie, bl.a. med en lang række mesterværker af de største danske kunstnere, så som Eckersberg, Købke, Hammershøi, L.A. Ring og Willumsen. Dog er det ambitionen også at vise nogle af de mere glemte understrømme i tidens danske kunst samt at rette fokus på det internationale perspektiv. Derfor har museet lånt fire malerier af Friedrich, heriblandt et af hans mest kendte motiver, nemlig To mænd, der betragter månen.

Friedrich og Danmark
Friedrich var i årene 1794-98 elev på Kunstakademiet i København, hvor han i særlig grad blev påvirket af Jens Juels landskabsmalerier. Da han efterfølgende bosatte sig i Dresden vedligeholdt han forbindelsen til den danske kunstverden, ikke mindst takket være sit nære venskab med den norske maler J.C. Dahl, der var ven med flere danske kunstnere, og som næsten hvert år udstillede på Charlottenborg.

Romantisk alternativ til Eckersberg
Friedrich kan betragtes som den romantiske modpol til den jævnaldrende kollega C.W. Eckersberg og den overvejende franskinspirerede stil, der dominerede tidens danske kunst. Mens danskeren og hans mange disciple foretrak den fornuftbetonede iagttagelse og dagslysets klarhed, yndede tyskeren tusmørkets og nattens mere stemningsfulde belysninger. I ”Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900” er en central udstillingssal således helliget samspillet mellem Friedrich, J.C. Dahl og yngre danske landskabsmalere, som eksempelvis Frederik Sødring, der så den tyske malers sværmeriske indlevelse i naturens stemninger som et inspirerende romantisk alternativ til Eckersbergs mere nøgterne naturskildringer.

Jagten på Friedrich
Selv om Friedrichs stil skilte sig markant ud fra tidens herskende retning i dansk kunst, blev han i sin levetid også beundret i Danmark. Flere danske kunstsamlere ejede værker af ham, og Christian den 8. havde et par af kunstnerens måneskinsmalerier i sin private samling. De er dog siden sporløst forsvundet. Statens Museum for Kunst har i årevis arbejdet på at erhverve et maleri af Friedrich, men de svimlende priser på det internationale kunstmarked har indtil videre været en forhindring. Den Kongelige Kobberstiksamling rummer dog en fin samling af Friedrichs tegninger, hvoraf et udvalg vises side om side med de fire indlånte malerier i "Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900".

De nye samlingspræsentationer
”Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900” udgør sammen med ”Fransk Kunst 1900-30” første etape af en gennemgribende revitalisering af samlingerne på Statens Museum for Kunst. Den 26. november åbner præsentationen ”Europæisk Kunst 1300-1800”, og den 31. marts 2012 bliver samlingspræsentationerne komplette med ”Dansk og International Kunst efter 1900”.
Læs mere om "Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900".
Læs mere om "Fransk Kunst 1900-30".

PRESSEMØDE:
"Dansk og Nordisk Kunst 1750-1900" og "Fransk Kunst 1900-30"

TIRSDAG D. 24. maj fra kl. 11. Mødested: Museets biograf.
Læs mere om pressemødet.
OBS: Pressemødet er forbeholdt pressen.
TILMELDING på: E jakob.fibiger_@_smk.dk

De nye præsentationer af samlingerne er støttet af
A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Det Obelske Familiefond.



For yderligere oplysninger og pressefotos:

Jakob Fibiger Andreasen
Presseansvarlig
T +45 3374 8474
M +45 2961 6949
E jakob.fibiger_@_smk.dk

Kasper Monrad
Overinspektør
T +45 3374 8530
E kasper.monrad_@_smk.dk

Senest opdateret: 15.okt.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo