Presse

Mortensen, Richard: Les enfants du raton laveur en ronde autour de la crinière, 1974

Samlingerne | 28.jun.2010

100-års fødselsdag markeres på Statens Museum for Kunst.

Statens Museum for Kunst viser en særophængning af Richard Mortensens værker i anledning af 100-året for kunstnerens fødsel.

Ophængningen går tilbage til 1930’erne, hvor Mortensen var engageret i tidens surrealistisk orienterede avantgarde. Hans arbejde med at udvikle et rent abstrakt billedsprog kan følges gennem flere malerier frem mod de monumentale værker i store formater fra 1970’erne til hans seneste produktion af enkle kosmiske tegn malet i 1980’erne og 1990’erne.

Richard Mortensen (1910-1993) er en central repræsentant for den geometriske abstraktion i dansk kunst.  Hans mål var at opbygge et elementært visuelt sprog af punkt, linje, form, flade, rum og farve.  Og det er de krystallinsk klare kompositioner af abstrakte former og farvede flader der er blevet hans kendetegn.  

Krop, ånd og tanke
Det handlede dog aldrig kun om den malede flade i sig selv. Mortensen ønskede at bruge maleriets konkrete stoflighed til at vække en mental eller endog åndelig erkendelse hos beskueren.  Ambitionen var at skabe en syntese mellem sansning og tanke, mellem form og ånd. Særligt de store formater fra 1970'erne, der er stærkt repræsenteret i museets samling, er overvældende og intense. Alene ved deres fysiske udstrækning bemægtiger de sig rummet.

En fantastisk samling
Richard Mortensen samlingen på Statens Museum for Kunst tæller 364 malerier og 12.500 arbejder på papir og spænder hele hans mere end 60 år lange karriere fra teenageårene 1927-28 og frem til hans død i 1993. En stor del af samlingen (ialt 284 malerier, 2139 arbejder på papir samt kunstnerens private arkiv) tilgik museet i 1996 som donation fra Fondet Charlotte og Richard Mortensens Kunstsamling.

Richard Mortensen ophængningen kan ses i sal 207 på Statens Museum for Kunst. Der er gratis adgang.

For yderligere oplysninger:

Peter Kirkhoff Eriksen
PR medarbejder / PR coordinator
peterkirkhoff.eriksen@smk.dk
T +45 3374 8423
M +45 2559 7807

Senest opdateret: 18.nov.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo