Presse

©

| 4.feb.2009

En kunstprovo fylder 100 år

På lørdag er det 100-års dagen for surrealisten Wilhelm Freddies fødsel. Statens Museum for Kunst markerer fødselsdagen senere på måneden med en stor særudstilling, der for første gang favner samtlige facetter af kunstnerens vidtspændende arbejde. Ud over et stort udvalg af malerier, collager, skulpturer og reproduktion af bortkomne værker, stiller udstillingen også skarpt på de mere ukendte sider af Freddies kunst som hans film, happenings, kjoledesign, vinduesudsmykninger og ballet.

Mere end nogen anden kunstner står Wilhelm Freddie (1909-1995) i dag som dansk kunsts enfant terrible. En kunstner, som fra start til slut havde eksperimentet som sit livsværk, og som gang på gang og yderst selvbevidst søgte den direkte konfrontation med tidens bornerthed og dobbeltmoral med skandaler, beslaglæggelser, udstillingscensur og hele to fængselsdomme til følge.

Den sene anerkendelse
Selv om Wilhelm Freddie var ubetinget den mest markante kunstner inden for den skandinaviske surrealisme samt en hyppig bidragyder til de surrealistiske udstillinger i resten af Europa, kom anerkendelse meget sent herhjemme. Først 36 år efter Freddies debut erhvervede Statens Kunstfond i 1965 for første gang et værk af Freddie, nemlig det store maleri Venetiansk Rock’n Roll, som i dag tilhører Statens Museum for Kunst. Købet trak store overskrifter om ”pornografen, der nu er blevet statsanerkendt”.

De danske kunstmuseer forholdt sig stadig tøvende og skeptiske overfor Freddies surrealistiske eksperimenter og hans for tiden skamløse kredsen om den menneskelige seksualitet. Dog med en undtagelse. Erik Fischer, som havde stået i spidsen for købet til Statens Kunstfond, påbegyndte allerede i 1960’erne en systematisk indsamling af Freddies kunst på papir til Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst, hvor Fischer var overinspektør. Det var dog først i 1986, at museet erhvervede sit første maleri af Freddie. Og tre år efter arrangerede Statens Museum for Kunst så endelig den første store retrospektive udstilling.

Ukendte sider frem i lyset
Der har været en tendens blandt kunsthistorikere til at behandle Wilhelm Freddie og andre surrealister inden for meget traditionelle rammer og med særligt fokus på den maleriske produktion. Den kommende udstilling på Statens Museum for Kunst samler et righoldigt udvalg af Freddies malerier, collager og skulpturer gennem tiden, både absolutte hovedværker og sjældent sete værker fra privatsamlinger. Men som noget nyt stilles der samtidig skarpt på de sider af Freddies kunst, der indtil nu har stået i skyggen; hans film, happenings, fotokunst, kjoledesign og vinduesudsmykninger. Derudover vises en række reproduktioner af tabte værker, ligesom museet i første del af udstillingsperioden genopfører Freddies ballet Kærlighedens Triumf for første gang siden 1940. Som sådan giver udstillingen et helstøbt billede af en kunstner, der konstant gik på tværs. En kunstner, som på mange måder foregreb eftertiden ved at udfordre kunstarterne, afprøve nye medier og spille dem ud imod hinanden og blande deres specifikke særtræk.

Statens Museum for Kunst viser udstillingen "Wilhelm Freddie. Stik gaflen i øjet!" i perioden 28. februar - 1. juni 2009.

For yderligere oplysninger:
Pressekoordinator
Jakob Fibiger Andreasen
T +45 3374 8474
M +45 2961 6949
E jakob.fibiger_@_smk.dk

Senest opdateret: 19.dec.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo