Presse

Eva Tind Kristensen, So, 2011

Udstilling | For børn | Nyt om kunsten | 21.feb.2012

Ny børneudstilling med 25.000 fluer

Med en udstoppet gris og et tillukket træhus med 25.000 fluer skaber børneudstillingen "Liv og døden" en anderledes, poetisk og pædagogisk ramme for at tale om livet og døden. Ikke som hinandens modsætninger, men tværtimod som hinandens forudsætninger.

Liv og døden - en børneudstilling
Fra 19. november 2011
Gratis entré

Livet og døden har altid optaget kunstnere gennem tiden. Men også børn gør sig mange tanker om emnet. Sammen med lærere og psykologer har Statens Museum for Kunst udviklet en børneudstilling, der skaber et nyt og anderledes udgangspunkt for at tale om døden, ligeså meget som den er en fejring af livet.

Mental gymnastik fremmer dialog
Udstillingsrummene er bygget op omkring en refleksionszone, der forener både fysisk aktivitet og muligheden for ro og fordybelse ved at italesætte det komplekse emne gennem lyd, film, rekvisitter, ord, bøger og spørgsmål. Formålet med zonen er at kvalificere den efterfølgende dialog om kunstværkerne i udstillingen. Små foldere leder ligeledes børnene videre ud i museets samlinger til andre kunstværker, der tematiserer livet og døden.

25.000 fluer
Torben Ebbesens gådefulde værk Seminar om det onde er et hermestisk lukket træhus med tusindvis af levende (og døde) fluer. Værket konfronterer børnene med liv og død - for selvom fluerne i huset lever godt med vand og sukkermasse og uden naturlige fjender, så kan de ikke formere sig i huset, da rummet er for sterilt. De lever med andre ord i en form for ”velforsynet ufrugtbarhed”. Børnenes første reaktion er ofte, at det er synd for fluerne, hvilket kan give anledning til samtaler om de basale ting, som vi har brug for, for at kunne leve.

I udstillingen kan du også opleve Eva Tind Kristensesns værk So samt den anerkendte børnebogsforfatter og illustrator Wolf Erlbruchs originale illustrationer, der formidles i børnehøjde.

Liv og døden henvender sig primært til børn i alderen 6-12 år. Omvisninger hver søndag kl. 13


For yderligere oplysninger

Marianne Bargemann
Leder af Børn og Unge enheden
E: marianne.bargeman@smk.dk
T: 3374 8541

Anne Kirstine Oates
Presse- og marketingassistent
E: anne.oates@smk.dk
T: 3374 8539

Senest opdateret: 19.dec.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo