Presse
Bandmedlemmerne i Outlandish

© Outlandish på museet

Det sker | 29.feb.2012

Outlandish på museum

Stella Polaris og Statens Museum for Kunst slår endnu en gang dørene op for en aften med storartet musik og moderne kunst. Det sker lørdag 12. maj fra kl. 19.00 til midnat. Musikken leveres bl.a. af albumaktuelle Outlandish, stemningsfulde Mads Björn og Stella Polaris' forrygende Soundsystem. Arrangementet giver naturligvis også adgang til den nye præsentation af SMKs moderne samling, "Dansk og International Kunst efter 1900", særlige Art Talks og en kunstnerdrevet workshop.

Night Music Gallery ver. 10
Outlandish, Mads Björn, Stella Polaris Soundsystem og masser af kunst

Statens Museum for Kunst
Lørdag 12. maj kl. 19-24

Med suveræn fornemmelse for musikscenens ulmende vækstlag har Stella Polaris sammen med Statens Museum for Kunst i en årrække skabt et varierende og uforudsigeligt koncept. Igen lader Night Music Gallery nye toner indramme af kunsten på et niveau, hvor de kunstneriske genrer mødes og højner hinanden.

Dansk og International Kunst efter 1900 + Art Talks
SMK viser en ny præsentation af samlingen af moderne kunst, "Dansk og International Kunst efter 1900", som rummer både danske og internationale værker fra det 20. århundrede samt den allernyeste samtidskunst. Under Night Music Gallery er der helt ekstraordinært mulighed for at opleve værkerne og nyde musikken uden for normal åbningstid. Kunsten suppleres endvidere af særlige Art Talks, og i en kunstnerdrevet do-it-together workshop skabes der med publikum en improviseret konstruktion, som udvikler sig gennem hele aftenen.

Night Music Gallery ver. 10
Aftenens musikalske hovednavn er den anmelderroste og prisvindende stjernegruppe Outlandish, der udover nogle af deres kendte hits vil spille numre fra deres helt nye album, som udkommer i april 2012. Sangene bliver udført i en speciel akustisk version udviklet netop til denne aften. Desuden indtages Scenen af musikeren Mads Björn, som formår at formidle sine sange i en særdeles forførende form. Han er helt sin egen og går sine egne veje med skabelsen af nogle af de mest stemningsfulde numre herhjemme i nyere tid. Desuden vil Stella Polaris Soundsystem traditionen tro kæde aftenen sammen med deres særegne toner.

Tid og sted
Lørdag 12. maj kl. 19.00-24.00 på Statens Museum for Kunst. Entré: 165 kr. Begrænset antal pladser. Billetter kan købes her.

Night Music Gallery er støttet af Heineken.
Scenen er støttet af Den Danske Forskningsfond.


For yderligere informationer:

Statens Museum for Kunst
Kommunikationsmedarbejder
Mette Amalie Damkjær
T +45 3374 8423
M +45 2682 0053
E mette.damkjaer_@_smk.dk

Stella Polaris
Kalle B
T +45 2167 6098
E kalle_@_stella-polaris.dk

For pressemateriale på de optrædende kunstnere: kalle_@_stella-polaris.dk

Senest opdateret: 19.dec.2014
Sideansvarlig: Webmaster
SMK Logo